Cykelturen giver god motion, en rennere by og så er det en sikker måde at gebærde sig rundt i forhold til smitterisiko. Det har man blandt andet fået øje på i Italien, hvor cykler er blevet revet ned fra hylderne under nedlukningen.
Men i Rom og Milano fylder bilerne vejene, og der har rejst sig en decideret bevægelse for bedre forhold for cyklister. Den indsigt og Wonderful Copenhagens særlige fokus på cykelfortællingen frem mod Tour de France – Grand Départ skaber et stærkt momentum for at promovere verdens bedste cykelby overfor udenlandske medier.
På trods af COVID-19 lykkedes det i sommer i samarbejde med VisitDenmark at arrangere besøg fra både Italien og Spanien med store produktioner fra italienske RAI, SEVA-Project, Bike Italia og det spanske nationale tv-selskab TVE.
Store italienske produktioner
Godt 1,7 million seere fulgte med over de to aftener, Italiens nationale tv, RAI, satte fokus på Danmark og ikke mindst cykelbyen København med to episoder af det populære outdoor-format Overland. Begge afsnit var aftenens mest sete udsendelse, og de bliver genudsendt og kan streames i Italien på RAI og senere også internationalt via Amazon Prime.