29. maj 2026
Meetingplace fylder 30: Unik samarbejdsmodel i hovedstadens turisme fejrer jubilæum – stærkere end nogensinde før
Hovedstadens globale succes som kongresby blev tydeligt understreget med en flot 7. plads på listen over mest populære kongresbyer i verden, der udkom for nyligt fra ICCA - International Congress and Convention Association.

Hovedstadens internationale succes inden for kongresser, møder og events har rødder meget langt tilbage. Helt præcis 30 år tilbage, hvor en dialog på tværs af erhvervet om at styrke indsatsen mundede ud i etableringen af netværket Meetingplace.
Netværket samler virksomheder fra hele fødekæden omkring erhvervsturisme og events i hovedstaden og bidrager konkret og økonomisk ind i det store arbejde med at tiltrække møder, kongresser og events, som er forankret i Wonderful Copenhagen.
Netværket tæller i dag 146 medlemmer, som er bredt fordelt i hele værdikæden fra hoteller og venues, til restauranter, kulturinstitutioner, busselskaber, AV-udlejning, event- og kongresbureauer til Københavns Lufthavn m.fl.– samt Wonderful Copenhagen, som også er medlem.
”København er en lille spiller globalt, og netop derfor er samarbejde helt afgørende for at vinde forretning. I 30 år har Meetingplace samlet hele værdikæden om en fælles international ambition, og resultaterne taler for sig selv senest med vores placering som verdens 7. mest populære kongresby. Vi skaber resultater ved at løfte destinationen og forretningen i fællesskab sammen med Wonderful Copenhagens ekspertise og super dedikerede medarbejdere. De sidste års stigende succes viser, at modellen virker,” siger Anne-Marie Levy Rasmussen, bestyrelsesforperson, Meetingplace.
Og at medlemmerne ser værdi i den fælles indsats i netværket ses bl.a. af, at stort set alle de oprindelige medlemsvirksomheder fra grundlæggelsen for 30 år siden, stadig er medlem i dag. Det gælder bl.a. Københavns Lufthavn, Bellagroup, Radisson, Tivoli, Admiral Hotel, Arp-Hansen Hotel Group, Scandic, DMC, Hotel d’Angleterre og Wonderful Copenhagen m.fl.
”Erhvervsturismen i hovedstaden fik for alvor styrke, da Meetingplace blev etableret, og vi fik en samlet, fælles indsats på området, der giver os international gennemslagskraft. Erhvervsturismen i hovedstaden står i dag som en kæmpe succes – ikke alene målt på resultaterne og hovedstadens globale position, men også som en turismeform, der skaber stor værdi for samfundet bredt set i form af omsætning, beskæftigelse og som løftestang for dansk forskning og øvrige dansk erhvervsliv,” siger Søren Tegen Pedersen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen, og fortsætter:
”Med Meetingplaces jubilæum markerer vi ikke kun de store resultater, men også en helt unik måde at samle erhvervets virksomheder sammen med offentlige aktører i fælles indsatser og med fælles mål.”
Konstruktionen med hele værdikæden samlet i et netværk, der i fællesskab bidrager og indgår i indsatsen, var dengang forud for sin tid og er stadig unik i international kontekst. Organisatorisk er Meetingplace en selvstændig forening med egen bestyrelse, der har sekretariat i Wonderful Copenhagens afdeling for møder, kongresser og events. Foreningen bidrager økonomisk til indsatsen, samtidig med at de enkelte medlemmer indgår konkret i de mange individuelle samarbejder om tiltrækning af kongresser, møder og events, der både tæller internationalt salg og marketing og udarbejdelsen af komplekse budmaterialer.
Det sker ikke mindst gennem en finansieringsstruktur, hvor det offentlige og private spiller sammen, fordi opgaven ikke kan løftes alene af hverken den ene eller anden side. Den offentlige investering i erhvervsturismeindsatsen, via Wonderful Copenhagen, geares af de private aktører i Meetingplace. Og det giver i sidste ende den nødvendige økonomiske formåen til at tiltrække yderligere international erhvervsturisme til hovedstaden i en benhård global konkurrence.
Meetingplace har i årenes løb samlet bidraget til en stor resultatskabelse, som bl.a. tæller bud på langt over 2.000 kongresser, heraf 55% vundet hertil med i alt 1,5 mio. delegerede, og flere end 6 millioner overnatninger.
Hertil kommer en ganske betydelig omsætning med flere hundredtusinder af vundne overnatninger de seneste 30 år i forbindelse med international MICE-forretning som f.eks. corporate events, produktlanceringer, incentives mv., samt bl.a. et stort antal internationale sportsbegivenheder.