Grand Joanne

Seneste skud på Københavns hotelstamme, Grand Joanne melder sig ind i Meetingplace

Foto: Grand Joanne

Efter at være blevet opkøbt af den svenske hotelfond, Midstar tilbage i 2017, undergik det ikoniske Grand Hotel på Vesterbro en totalrenovering med stor respekt for hotellets 130-årige historie. Resultatet er et flot, stilfuldt hotel med et feminint aftryk og et nyt navn: Grand Joanne.

I forbindelse med, at Grand Joanne har meldt sig ind i Meetingplace, har vi talt med deres Relation & Event Manager, Emma Kjeldal. 

Q: Kan du fortælle lidt om jeres hotel? 

”Grand Joanne har fokus på kvalitet, design og femininitet. Det henvender sig både til rejsende og lokale, som har lyst til at bo, spise, drikke, træne og hygge i feminine omgivelser. Vores lokale målgruppe er hovedsageligt kvinder i alderen 25-40 år fra København, mens vores internationale målgruppe er rejselystne par, som vælger hoteller baseret på design og faciliteter fremfor pris og stjerner.

Hotellet består af 162 værelser, et stort fitnesscenter og yogastudie og en restaurant, der er åben til morgenmad, frokost og middag og serverer mad inspireret fra Joannes mange rejser rundt omkring i verdenen. Derudover har vi har en rooftop på 6. etage med udsigt over Københavns ikoniske bygninger, tre mødelokaler, der kan bruges til alt fra bestyrelsesmøde til kreative sessions, en historisk bodega som åbner efter sommeren 2023, tre barer og en Pergola.”  

Q: Hvordan faldt valget på det eksisterende hotel og beliggenheden? 

”Valget faldt på Grand Hotel pga. af bygningen og dens historie. Hotellet åbnede for næsten 130 år siden, og bygningen fortjente et værdigt løft, der fremhæver de mange smukke detaljer. Vi valgte Vesterbro, fordi det er en livsstil at bo i området. Det er hipt, afslappet, nede på jorden og livligt på én gang. Der er plads til alt og alle, man hilser på hinanden, og bydelen har kant på den helt rigtige måde.”  

Q: Hvorfor har I valgt at melde jer ind i Meetingplace? 

”Vi ønsker at udvide vores netværk inden for branchen samt få en følelse af, hvad der rører sig omkring os i København. Vi glæder os til at være en del af et netværk, hvor alle deler samme interesse, og hvor alle har et mål om at skabe mere forretning til København.”  

Q: Hvad ser I af samarbejdsmuligheder med de andre Meetingplace-medlemmer? 

”Vi er placeret i hjertet af Vesterbro, og vi har en masse fantastiske faciliteter, som vi gerne vil dele med andre. Vi har både en rooftop-bar med en fantastisk udsigt over Vesterbro og en restaurant med mad inspireret af traditionel dansk mad med en understøttende ingrediens fra den del af verden, som retten bringer os til. Vi har 162 unikt indrettede værelser, der spreder sig over vores seks etager. Vi tilbyder alt fra ”cozy room” til penthouse-lejligheder. Vi kan også sætte rammerne for dit næste møde i et af vores tre mødelokaler. På nederste etage finder du vores gym, der tilbyder EMS-træning, personlig træning, yoga samt andet holdtræning.”

 

Læs mere her.