Inspire

Innovation: Stor interesse fra turismen for at samarbejde med danske startups

15.12.2021
Foto: Wonderful Copenhagen

Hvilke nye teknologier er på vej ind i turismen? Og hvad kan man som turismeaktør få ud af at indgå nyt innovativt samarbejde på tværs af turismen og startups?

Det ville Wonderful Copenhagen sætte fokus på i sidste uge, hvor organisationen inviterede til et arrangementet INSPIRE x Copenhagen Travel Lab, hvor der blev sat fokus på turismens muligheder i forhold til innovation og ny teknologi.

I Wonderful Copenhagen arbejder man fokuseret med at øge innovationen i turismen og har etableret enheden Copenhagen Travel Lab. Her har man kørt en række innovationsforløb, hvor startups med konkrete løsninger eller produkter bliver koblet på turismen og dens potentiale. Men man ville gerne teste, hvor stor interessen i branchen var for at tappe ind i teknologiens muligheder og inviterede derfor turismeaktører til at deltage i INSPIRE x Copenhagen Travel Lab, hvor de kunne hente ny inspiration.

Og det viste sig, at der ikke alene var interesse, men at den også var rigtig stor.

”Vi fik i første omgang 85 tilmeldinger og må konstatere, at der både er stor interesse for at øge innovationen i turismebranchen og indgå i nye samarbejder, hvor man kobler turismen på innovationsmiljøer,” siger Runa Sabroe, udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen.

Ikke nødvendigt at starte fra nul

Til arrangementet blev der både præsenteret eksempler fra Wonderful Copenhagens udviklingsforløb og cases på, hvordan virksomheder kan mødes om innovativt samarbejde.

”En af pointerne er, at det ikke altid er nødvendigt at starte fra nul på alle turismens udfordringer, da der i mange tilfælde er gang i udviklingen af nye løsninger hos bl.a. startups, som i et samarbejde med turismen kan koble eksisterende erfaringer med nye målgrupper,” siger Runa Sabroe.

Og netop tilgangen med at facilitere udvikling af nye løsninger ved at tage udgangspunkt i det etablerede turismeerhvervs konkrete udfordringer og koble dem sammen med innovationsmiljøerne, går igen på tværs af flere af Wonderful Copenhagens udviklingsprojekter. Og samtidig bliver der, på baggrund af den store interesse, afholdt flere INSPIRE-arrangementer, det næste i juni 2022.

Arrangementerne gennemføres som led i den genstartsplan for hovedstadens turisme, Comeback Copenhagen, som Wonderful Copenhagen lancerede i februar 2021 sammen med Erhvervsministeriet og Københavns Kommune.

Wonderful Copenhagens næste innovationsforløb er til marts. Her udvælges 15 startups med digitale og bæredygtige løsninger til storbyens turismeprodukt. I det forløb fokuseres der på sikre nye løsninger til turismen igennem et kompetenceløft til iværksætterne.