Wonderful Copenhagen

Meetingplace byder nyt venue velkommen

På Papirøen i København finder man det nye venue Paper Paper, der med fleksible rammer og udsigt til vandet danner ramme om alt fra konferencer og produktlanceringer til middage og firmaarrangementer. 

Paper Paper
Foto: Paper Paper

I forbindelse med, at Paper Paper er blevet en del af Meetingplace, har vi talt med deres Head of Sales and Events, Oscar Söderberg.

Q: Præsenter hvem Paper Paper er – hvad kendetegner jer, og hvilke kompetencer bringer I i spil i Meetingplace?

Paper Paper er et nyt venue på Papirøen midt i København. Vi råder over to forskellige venues, A3 og A4, som tilsammen giver os mulighed for at skabe alt fra konferencer, produktlanceringer og udstillinger til middage, firmafester og mindre møder. Samtidig har vi åbnet caféen Papirkajen, og snart åbner vi vores bistro, Bistro du Port, samt vores bar, DIVE.

Det, der især kendetegner os, er fleksibiliteten. Vi har skabt nogle rammer, der kan tilpasses det enkelte arrangement og den enkelte kunde uden at arbejde med faste formater. Og så er vi selv ret vilde med, at vi har masser af naturligt lys og – selvfølgelig – vandet omkring os.

Bag Paper Paper står et hold med en god blanding af mange års erfaring inden for møder og events, drift og gastronomi – og en masse unge mennesker med stort gåpåmod, nye idéer og lyst til at tage initiativ. Den kombination synes vi giver en rigtig god dynamik og er en vigtig del af den måde, vi arbejder på.

Samtidig har vi en klar ambition om, at Paper Paper skal være en rigtig god arbejdsplads. Vi vil bygge en sund arbejdskultur, hvor der er fokus på mennesket, plads til forskellighed og mulighed for at udvikle sig og tage ansvar.

For os handler Paper Paper derfor ikke kun om de fysiske rammer, men om mennesker, værtskab, god gastronomi og om at skabe en stærk samlet gæsteoplevelse.

Q: Hvad motiverede jer til at blive en del af Meetingplace, og hvilke muligheder ser I i fællesskabet?

Som et nyt venue i København var det helt naturligt for os at blive en del af Meetingplace. Netværket samler mange af de aktører, der hver dag er med til at skabe møder, events og oplevelser i København – både for danske og internationale gæster.

Vi ser en stor værdi i at lære hinanden bedre at kende, dele erfaringer og skabe nye relationer på tværs af branchen. Og så håber vi selvfølgelig også, at fællesskabet kan være med til at gøre flere opmærksomme på Paper Paper og de muligheder, vi kan tilbyde på Papirøen.

Q: Hvordan ser I jeres rolle i udviklingen af hovedstadens mødeprodukt – og hvor mener I, I kan gøre en særlig forskel?

København har allerede et stærkt og alsidigt mødeprodukt, og vi ser Paper Paper som et nyt supplement til de mange gode muligheder, der allerede findes i byen.

Vi tror især, at vi kan gøre en forskel for arrangører, der leder efter noget andet end de mere traditionelle konference- og møderammer. Hos os er der stor frihed til at skabe sit eget udtryk og tilpasse både rum, indhold og oplevelse til det enkelte arrangement.

Samtidig ligger vi på Papirøen – et område i København, som i disse år udvikler sig markant og bliver en ny destination i sig selv.

Q: Er der initiativer eller projekter hos Paper Paper, som I ser som relevante eller inspirerende for netværket lige nu?

Lige nu handler meget for os om at få Paper Paper og vores forskellige steder på Papirøen helt ud at leve.
Ud over vores venues A3 og A4 arbejder vi med flere forskellige koncepter inden for gastronomi og hospitality på øen. Ambitionen er at skabe et sted, hvor møder og events ikke står alene, men kan kobles sammen med gode madoplevelser og resten af det liv, der opstår på Papirøen.

Vi glæder os til at vise mere af det frem – og ikke mindst til at invitere Meetingplace-netværket indenfor.

Læs mere om Paper Paper.