Copenhagen is for you

Sådan skruer Wonderful Copenhagen op for branding og markedsføring i forbindelse med Arkitekturhovedstaden 2023

9.2.2023
Foto: Daniel Rasmussen

Hovedstadens UNESCO-titel af verdens arkitekturhovedstad i 2023 er nu skudt officielt i gang, og det en unik international brandingmulighed for Danmarks hovedstad.

Og den anledning bliver udnyttet fuldt ud med Wonderful Copenhagens ekstraordinære indsatser i anledning af arkitekturåret. Indsatserne inkluderer internationale marketingkampagner, en lang række internationale mediebesøg i hovedstaden, engagering af lokale aktører og en indsats for at styrke den internationale interesse for at besøge vores hovedstad i forbindelse med arkitekternes verdenskongres i København i juli.

Imens Københavns Kommune, Dansk Arkitektur Center og en række andre kulturaktører har fokus på et stort, folkeligt oplevelsesprogram under Arkitekturåret, bruger Wonderful Copenhagen anledningen til at styrke hovedstadens internationale position med afsæt i arkitektur og bæredygtige løsninger.

I forbindelse med den officielle åbning af arkitekturåret dem 17. januar, trykkede Wonderful Copenhagen på knappen for en ny marketingkampagne, der sætter fokus på arkitekturoplevelser i Danmarks hovedstad. Kampagnen eksekveres i både Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien i varierende omfang og tager udgangspunkt i en ny international ramme. Den nye ramme for kampagnen, som Wonderful Copenhagen har udviklet i samarbejde med Creative Denmark, Copenhagen Capacity og Københavns Kommune, hedder ’Copenhagen is for you…’. Rammen kan vinkles og anvendes i forskellige indholdsmæssige sammenhænge på tværs af forskellige brancher og fungerer som en international 'overligger' på arkitekturårets mere lokale ’Copenhagen in Common’-fortælling.  Kampagnen kører året ud med stærkt fokus på sociale medier og mediesamarbejder.

I forlængelse af kampagnen er der udarbejdet en ’Copenhagen is for you…’-toolboks samt nye billed- og videomaterialer, så det bliver nemmere for aktører i hovedstaden, bredt set, at tappe ind i indsatsen og aktivere den i egen markedsføring.

Stor international medieinteresse

Sideløbende med marketingkampagnerne kører Wonderful Copenhagen, i tæt samarbejde med VisitDenmarks markedskontorer, en målrettet international presseindsats. Krogen er naturligvis den aktuelle titel som Arkitekturhovedstad, hvor arkitektur, byudvikling og bæredygtighed sammen med hovedstaden som rejsedestination flettes sammen og foldes ud i en lang række internationale medier. Medier, som typisk kommer på besøg, og hvor Wonderful Copenhagen hjælper medierne med et oplagt program for besøget, hvor budskaberne om hovedstaden foldes optimalt ud. Se vores internationale pressekit for Arkitekturåret her.

Den internationale presseindsats i forbindelse med Arkitekturåret 2023 begyndte allerede tidligt i 2022. Antallet af internationale mediers arkitekturbesøg i Danmarks hovedstad løb alene sidste år op i 42, og for 2023 forventes den store interesse at fortsætte. De medier, der allerede har været på besøg, tæller bl.a. Financial Times, ArchDaily, Frankfurter Allgemeine, Le Figaro og La Repubblica.

Arkitekternes verdenskongres i København

Titlen som verdens arkitekturhovedstad følger med byens værtskab af arkitekternes verdens kongres, UIA World Congress of Architects CPH 2023, i juli med forventede 10.000 deltagere.

Kongressen blev vundet til hovedstaden tilbage i 2017 i et samarbejde mellem Wonderful Copenhagen og bl.a. Arkitektforeningen og Realdania.

Kongressen skaber dermed både værdi ved den medfølgende titel og den mere direkte turismeomsætning, som de mange udenlandske gæster lægger hos hoteller, restauranter, transport mm. Og endnu en del af Wonderful Copenhagens indsats i forbindelse med Arkitekturåret sigter specifikt på at styrke deltagelsen ved kongressen.

Gennem både internationale fagmedier og store internationale nyhedsmedier fokuserer Wonderful Copenhagen via mediesamarbejder at koble kongressen, byens arkitektur og hovedstaden som destination sammen. Målet med indsatsen er at styrke interessen for at deltage i kongressen og inspirere til at blive længere i forbindelse med opholdet eller komme tilbage som feriebesøgende senere.

For at sætte ekstra fokus på titlen som verdens arkitekturhovedstad og det store udbud af arkitekturoplevelser har Wonderful Copenhagen i samarbejde med Københavns Lufthavn sat 19 nye – 3 meter høje – folievægge i lufthavnens bagageudleveringen. Folievæggene vil give gæsterne inspiration og via QR-kode mere information omkring Arkitekturåret. De vil være der hele 2023 og vil fortælle om de mange arkitekturoplevelser i hovedstaden, som også er integreret i Wonderful Copenhagens samlede kampagneindsats.

For at hjælpe hovedstadens aktører til at tappe ind i indsatsen har vi samlet relevant materiale i en toolboks.

 

 

WCA Airport

Foto:Daniel Rasmussen