For første gang nogensinde, bliver sportevent-kongressen Smart Cities & Sport Summit afviklet i en ikke-olympisk værtsby. København tilbyder særlige rammer for sine aktive borgere, som man ikke finder i mange andre storbyer. Det er en af hovedårsagerne til, at sammenslutningen af OL-byer har lagt sin årlige kongres, Smart Cities and Sport Summit, i København, så deltagerne kan lade sig inspirere hovedstaden.
Normalt går kongressen på skift mellem tidligere og kommende OL-værter og hovedkvarteret i Lausanne. København var i 2009 vært for en IOC-kongres, og er derfor blevet taget i betragtning som en undtagelse.
Smart Cities & Sport Summit sætter fokus på idræt i verdens storbyer og hvilke smarte løsninger, der er med til at gøre bylivet mere aktivt og her har København noget særligt byde ind med. Kongressen bliver afholdt fra 22.-24. november på Hotel Marriott og har omkring 400 delegerede.
København tilbyder unikke rammer for borgerne kan være aktive. Her er det muligt at svømme i havnen, der er ren luft og sikre rammer for løbere og cyklister, og der bliver bygget kreativt med skibakke og udendørs aktivitetsfaciliteter på toppen af et parkeringshus. Det er de løsninger, der har gjort det attraktivt for sammenslutningen af olympiske byer at lægge kongressen i hovedstaden.
Kongressen til november forventes at være med deltagelse af et antal vigtige repræsentanter fra internationale forbund m.fl. og udgør således en unik mulighed for, at vise København frem for vigtige beslutningstagere og dermed lægge fundamentet til de events, der i fremtiden skal fylde hovedstadens gader, stadions og være med til at sætte fokus på Danmark.
Endeligt cementerer Københavns værtskab byens position blandt verdens mest attraktive eventbyer, der på trods af væsentligt mindre stadions alligevel formår at spille op med de store ved at aktivere selve byrummet som arena for events. Faktisk rangerer København som nummer ni på Sportcals seneste liste over de bedste sporteventbyer i verden.
Smart Cities & Sport Summit bliver afholdt i et partnerskab mellem Københavns Kommune, Wonderful Copenhagen, Sport Event Denmark og Danmarks Idrætsforbund, der fejrer 125års jubilæum og bruger kongressen som led i fejringen.