
Mød Wonderful Copenhagens nye administrerende direktør
D. 1. november bød Woco sin nye adm. direktør, Søren Tegen Pedersen, velkommen. Med ansættelsen er Søren samtidig trådt ind i Meetingplace-bestyrelsen, og her kan man se frem til en stærk strategisk profil med stort kendskab til det politiske landskab - nationalt som lokalt.
Vi har sat Søren stævne for at lære ham bedre at kende og finde ud af, hvad han ser frem til i samarbejdet med Meetingplace.
Q: Kan du fortælle lidt om dig selv og din motivation for at blive en del af Wonderful Copenhagen?
A: "Jeg har i de seneste 9 år arbejdet hos Københavns Kommune som først plandirektør i Økonomiforvaltningen og siden som direktør for Kultur- og Fritidsforvaltningen. Inden da var jeg bl.a. afdelingschef i Miljøministeriets departement og vicedirektør i Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Jeg har i forbindelse med min tid i Kultur- og Fritidsforvaltningen haft fornøjelsen af at arbejde tæt sammen med Woco i forskellige anledninger, og det har givet mig et godt indblik i hovedstadens turismeerhverv. Der er ingen tvivl om, at byens mange turismeaktører er en vigtig del af den positive udvikling, som hovedstaden har gennemgået de seneste år. Ikke bare i forhold til vækst og beskæftigelse, men også ved at sikre et bredt udbud af byliv, kultur og gastronomi, som gør hovedstadsområdet attraktivt at bo, arbejde og leve i."
Q: Du har nu været i Woco i en måneds tid. Hvad er den første tid gået med?
A: "En stor del af min tid i de første uger er gået med at lære organisationen godt at kende indefra, og det har kun bekræftet mig i, at Woco består af nogle meget kompetente og dygtige medarbejdere. Det er inspirerende at se dem arbejde sammen med andre aktører med at fælles mål at udvikle, sælge og markedsføre destinationen.
Herudover er jeg blevet introduceret til et bredt interessentlandskab og turismebranchens mange organisationer og forkortelser. Det samarbejde glæder jeg mig til at forfølge yderligere."
Q: Du deltog for nylig i den store int. salgsmesse IBTM sammen med en bred vifte af Meetingplace-medlemmer. Hvad tog du med dig derfra?
A: "Det var spændende at opleve, hvordan aktører fra byens mødebranche arbejder med at sælge destinationen ind hos internationale mødeplanlæggere og foreninger. Der er tydeligvis stor international konkurrence om de internationale kunder, men det var fantastisk at se med egne øjne, hvor stærkt et brand vi har, og ikke mindst hvor gode vi er til samarbejde på tværs af erhvervet og Meetingplace.
Samtidig var det klart, at de langsigtede konkurrencevilkår for erhvervet også handler om at udvikle bæredygtige destinationer, hvor der også er fokus på at skabe varig værdi for lokalområderne."
Q: Hvad ser du frem til i samarbejdet med Meetingplace?
A: "Jeg glæder mig først og fremmest til at blive en del af et så stort og velfungerende netværk og få et endnu bedre indblik i, hvad der rører sig blandt vores mange kommercielle partnere. Og så ser jeg frem til at samarbejde om at udvikle destinationen på en måde, hvor vi får skabt endnu større og bredere værdi.
Den værdi, som erhvervet leverer til byen, skal jo ikke alene måles på antal overnatninger. Hele møde-og kongresområdet er i høj grad også vigtigt erhvervspolitisk i forhold til vores videninstitutioner og universiteter ift. til at få adgang til viden, talenter og netværk inden for danske styrkepositioner som sundhed og clean-tech. Og endelig er der selvfølgelig den grønne omstilling, hvor der er brug for, at vi fortsætter vores gode samarbejde for at nå vores mål."