MOSAIK - small header logo
VisitOdense

Analyse af tyske turister på Fyn og i Trekantsområdet

04.04.2024

En analyse og en strategisk marketingsindsats har øget antallet af tyske turister til H.C. Andersens Hus med over 40 pct. og givet værdifuld viden om at tiltrække tyske naturturister til heldagsbesøg i Odense.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Museum Odens/H.C. Andersens Hus, Destination Fyn, Visit Odense og analysen er udarbejdet af Maple.

I 2022 var der 1.1 mio. tyske overnatninger på Fyn og i Trekantområdet. Alligevel trak H.C. Andersens Hus kun omkring 8.000 tyske besøgende til og det til trods for, at den verdensberømte forfatter er Odenses mest markante kulturelle aktiv og internationale styrkeposition.

Med tesen om et uforløst potentiale blev der igangsat en analyse og en efterfølgende marketingsindsats, der i samspil med en række øvrige initiativer viste sig at have stor effekt. I en testperiode over sommeren 2023 fik H.C. Andersens Hus øget antallet af tyske gæster med 41,2 pct. ift. 2022. I samme periode steg antallet af tyske overnatninger ”kun” med 10,4 pct. Det indikerer langt flere endagsgæster i Odense.

Værdifuld viden om tyske turister
 

Succesen hviler på øget viden om de tyske turister, deres behov og brugerrejse. Der er nemlig en række praktiske forhold, som er afgørende for, om den tyske naturturist vil afsætte en dag i Odense. Det gælder fx viden om at der er gode parkeringsmuligheder, at man kan gå rundt til seværdigheder i bymidten, og at hunde er velkomne. Derudover skal Odense over for det tyske publikum positioneres som en grøn, autentisk og hyggelig by, snarere end som en storby, viste den kvalitative analyse.

På baggrund af analysen blev en række initiativer igangsat målrettet de tyske naturturister, der skulle lokke dem til Odense og H.C. Andersens Hus, når de alligevel var på destinationen.

Tilbud målrettet tyskere
 

Pilotprojektet marketingsindsats bestod i at udarbejde en miniguide, der skulle inspirere til et heldagsbesøg i Odense, som blev distribueret både digitalt og via FerieDanmark til relevante dagligvarebutikker, campingpladser, turistbureauer, attraktioner mv. på Fyn og i Trekantområdet

Sideløbende lancerede H.C. Andersens Hus i juni 2023 en tysk audioguide, produceret og indtalt med kendte kunstnere fra Tyskland. I samspil med miniguiden og en række øvrige marketinginitiativer, viste det sig at have stor positiv effekt.

Antallet af tyske gæster blev samlet set forøget med 41,2 % i højsæsonen ift. 2022.

- Merete Schultz, Kommerciel Chef, Museum Odense


Fakta om Museum Odense:
Museum Odense er en statsanerkendt, selvejende museumsorganisation, der rummer seks museer og besøgssteder – H.C. Andersens Hus, H.C. Andersens Barndomshjem, Den Fynske Landsby, Møntergården, Carl Nielsens Barndomshjem og Carl Nielsen Museet.

4 vigtige læringer:
 

Tyske turister…
 

  1. Vælger især Danmark som rejsemål for at få autentiske oplevelser. De fordeler sig primært i to hovedgrupper; naturturister (ca. 70%) og byturister (ca. 30%), som har forskellige behov. En del tyske naturturister har faktisk fravalgt et besøg til Odense, fordi det virker for krævende for dem.
     
  2. Planlægger rejsen hjemmefra, men træffer spontane beslutninger om aktiviteter og smutture undervejs.
     
  3. Lægger stor vægt på praktiske informationer om fx parkeringsforhold. Det er af stor betydning for mange tyske gæster at vide, om man kan tage sin hund med sig – det kan være afgørende for, om de vil besøge en attraktion.
     
  4. Ser ikke Odense som en storby. Odense er ikke en storby efter tyske standarder, og de tyske naturturister ønsker heller ikke at besøge en storby på deres ferie. Så fremhæv hellere det det hyggelige og autentiske ved Odense og det, at man kan komme rundt i byen til fods.

Projektet er støttet af

Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse