Cocktail Company

Cocktail Company melder sig ind i Meetingplace

Foto: Cocktail Company

Som navnet antyder, er cocktails omdrejningspunktet for Meetingplace-netværkets nye medlem. Udover at tilbyde komplette barløsninger til events og andre arrangementer, afvikler Cocktail Company også cocktailkurser.

I forbindelse med, at virksomheden er blevet medlem, har vi talt med deres marketing manager, Martin Tang. 

 

Q: Kan du fortælle lidt om jeres virksomhed, og hvad I laver? 

”Vi tilbyder cocktailrelaterede produkter og serviceydelser i hele Danmark i form af underholdende cocktailkurser og komplette barløsninger. Med snart 10 års erfaring i branchen ved vi, hvad der skal til for at lave en god fest. I 2022 serverede vi cocktails for over 80.000 glade gæster til diverse arrangementer og fester.  

Under Corona-nedlukningerne tilbød vi en online version af vores populære cocktailkursus. Det benyttede rigtig mange virksomheder sig af, da det samlede deres ansatte til online teambuilding-aktiviteter. Således har vi underholdt mere end 35.000 mennesker i et virtuelt set-up, hvor de blev underholdt, undervist og quizzet inden for cocktailuniverset. Dette tilbyder vi stadig med internationale virksomheder for øje.  

Vi foretrækker selvfølgeligt at komme ud til virksomhederne og afvikle cocktailkurser og barløsninger med flotte og smagfulde cocktails. Ønsker man at afholde fredagsbar eller cocktailkursus i en rigtig bar, så er der også gode muligheder for det, da vi ejer to cocktailbarer i København og én i Århus.  

Cocktail Company blev stiftet i 2013. Vi har modtaget tre Gazellepriser, og vi er i dag over 150 medarbejdere inklusiv vores dygtige bartendere.” 

 

Q: Hvad er det, I kan tilbyde mødeplanlæggere og andre aktører fra turisme-og mødebranchen? 

”Vores cocktailkursus er en perfekt aktivitet til at få folk i snak efter oplæg og arbejde. Kurset er sammensat med teambuilding som omdrejningspunkt, så der er indlagt samarbejdsopgaver og konkurrence. Vi får rigtig god feedback på konceptet, som er underholdende, sjovt og lærerigt.  

Vi tilbyder også Graffiticocktails, som er en cocktail, hvorpå der placeres et logo eller andet grafik. Det giver et flot ”instagram moment” når der står hundredvis af cocktails klar med f.eks. logoer eller grafik for et nyt koncept. Det er den perfekte velkomstdrink, som giver et imponerende og farverigt indslag i et dagsprogram. Vi serverer naturligvis Graffiticocktails og andre cocktails uden alkohol, så de kan nydes på ethvert tidspunkt på dagen og til alle arrangementer.  

En komplet barløsning kan bestå af forskellige cocktail-menuer, der er tilpasset sæsonen. Der er også mulighed for at vælge en ren økologisk menu eller en mocktail menu.  Det er også muligt at tilkøbe øl, vin og vand. Hvad enten det er til en fredagsbar eller en stor firmafest, så leverer vi altid flotte og professionelle barløsninger. Vi bruger de bedste råvarer, har professionelle bartendere, som vi selv uddanner, og leverer fleksible løsninger til ethvert arrangement.”  

 

Q: Hvorfor har I valgt at melde jer ind i Meetingplace, og hvad håber I at få ud af det? 

”Vores virksomhed er opstået i den københavnske serviceindustri, hvor der de sidste mange år har været en forrygende udvikling. Vi ønsker fortsat at være en del af denne udvikling i fremtiden og vil meget gerne være en endnu større del af det. Derfor ser vi det som oplagt at være en del af Meetingplace. Vi håber ligeledes at få en masse nye samarbejdspartnere, så vi fortsat kan udvikle os og udvikle nye produkter, som vil være festlige og mindeværdige indslag til arrangementer af alle typer. " 

 

Q: Hvad ser I af samarbejdsmuligheder i netværket ift. de andre medlemmer? 

"Det er en fornøjelse at være i netværk med over 100 virksomheder, som alle har fokus på at yde det bedste for deres kunder og de ind- og udenlandske gæster, de har. Med vores produkter og serviceydelser vil vi rigtig gerne være med til at gøre andre medlemmers arrangementer endnu mere underholdende og uforglemmelige. Vi bestræber os på at leverer det perfekte produkt, så vi bruger gerne tid på at rådgive og tilpasse os vores samarbejdspartneres behov og ønsker. " 

  

Yderligere information kan findes på www.cocktailcompany.dk