Ny Meetingplace-partner: Comwell Copenhagen Portside
Det funklende nye Comwell Copenhagen Portside i Nordhavn har tilsluttet sig Meetingplace-netværket, der også allerede tæller Comwell Holte og Comwell Borupgaard. I den forbindelse har vi talt med salgsdirektør Peter Hansen om stedets koncept, produkter og forventninger til medlemskabet.
Kan du fortælle lidt om Comwell Copenhagen Portside?
Comwell Copenhagen Portside er vores første og helt nye hotel i eget regi i hovedstaden, som er opført i Københavns nye og pulserende bydel, Nordhavn. Det er Arkitema Architects, der har tegnet hotellet, og de har hentet inspiration i Nordhavns 200 år gamle historie og ikke mindst havnens pakhuse med de karakteristiske og enkle vinduessætninger og skodder.
Hotellet er opført efter internationale bæredygtighedscertificerede standarder og rummer 444 værelser, 17 møde- og konferencelokaler, 1200 m2 eventområde, restaurant, bar, café og et stort co-work område.
Indretningen byder på danske designmøbler og emmer af en nordisk stemning med balance, enkelthed og ydmyghed i fokus. Man er m.a.o. ikke i tvivl om, at man hilses velkommen i et land med sans for både design, mode og indretning og for gode materialer.
Hvorfor har I valgt at melde jer ind i Meetingplace?
Det er oplagt for os at deltage i Meetingplace-samarbejdet med vores første Comwell hotel i København. Vores grundlæggende dna har altid været mødebranchen i Danmark, men med vores nye placering i Nordhavn har vi også behov for at orientere os yderligere ud over grænserne. Her er vi overbeviste om, at Meetingplace er et godt og seriøst udstillingsvindue med mange års erfaring, når det gælder det internationale marked. I sidste ende drejer det sig om at tiltrække leads til København, som forhåbentlig også ”rammer” Comwell Copenhagen Portside.
Hvad ser I af samarbejdsmuligheder med de andre medlemmer, når restriktionerne igen lempes?
En stor del af Meetingplace-fællesskabet er netop samarbejdet på tværs af hoteller, venues, DMC’er og øvrige leverandører, som vi er glade for at være en del af. Vi tror på, at vi internationalt står stærkere sammen som én destination, der er i stand til at samarbejde. Vi glæder os derfor til verden åbner sig, og vi igen kan komme ud og repræsentere København til fælles Trade Shows, messer mm. - og ikke mindst til at netværke igen.
Hotellet er nylanceret, mens Comwell-brandet er velkendt, også i Meetingplace-regi. Er der imidlertid noget ved stedet, der fortjener lidt ekstra opmærksomhed her?
Der har været vigtigt for os, at arkitekten og bygherren forstod vores vision med hotellet. Det skal rumme mange forskellige forretningssegmenter, turister og lokale. Det stiller naturligvis krav til fleksibiliteten, når det kommer til møde- og konferencefaciliteter.
Derfor kan vi blandt andet rydde hele den store lobby ret hurtigt, så der kan laves udstillinger og lignende, og hvor vi sagtens kan køre et par biler ind. Alt sammen uden at det virker, som om du er trådt ind i en messehal, når du bor på hotellet som turist. Og skulle det ikke være nok, så har vi med opførelsen af vores store og rå eventområde i underetagen gjort det muligt at arrangere fester og events, hvor kun fantasien sætter grænser.
Læs mere om Comwell Copenhagen Portside her