
Her i december åbner Meetingplace-medlem, Statens Museum for Kunst (SMK), et helt nyt auditorie med plads til 137 personer.
Dermed kan SMK nu tilbyde at afholde arrangementer i dagtimerne. Rummet, som er tegnet af Bertelsen og Scheving Arkitekter og støttet af A.P. Møller Fonden, er i løbet af efteråret 2019 blevet en integreret del af museet, men auditoriet var faktisk allerede på tegnebrættet, da museets moderne tilbygning blev til i 1996.
Det nye mødelokale egner sig særligt til generalforsamlinger, pressemøder, filmvisninger, produktlanceringer, konferencer og kurser. Ved leje af auditoriet får man desuden fri adgang til udstillingerne.
Udover auditoriet, tilbyder SMK Venue unikke arkitektoniske rammer og kreativ udfoldelse i alle deres lokaler. Således kan man på SMK afholde store og små middage, modeshows, produktlanceringer, konferencer, prisoverrækkelser, filmoptagelser og photo shoots samt firmaarrangementer og receptioner. Lokalerne rummer alt fra 80 – 700 siddende gæster og 1000 til en stående reception.
Endelig sørger den københavnerbaserede kok og restauratør Frederik Bille Brahe for forplejningen til alle SMKs events. Til dagligt driver han blandt andet SMKs museumscafé Kafeteria, og til events præsenterer Kafeteria Banquet skræddersyede menuer med fokus på bæredygtighed og madens sociale egenskaber.
Man kan læse mere på: smk.dk/venue eller tage fat i Aaste Helgesen Stegarud, Eventansvarlig: aast@smk.dk