For første gang siden nedlukningen: København igen vært for stor international kongres med over 7000 deltagere
Bella Center i København slår i dag dørene op for over 7000 repræsentanter for den internationale vindenergibranche til den første store kongres i hovedstaden i flere år. Det er en milepæl for hovedstadens turisme og en vigtig international platform for dansk vindenergi.
Efter to meget svære år, hvor den danske kongresbranche nærmest har stået stille, bliver Danmarks hovedstad nu for første gang i lang tid igen værtsby for en stor international kongres.
Det er kongressen WindEurope Electric City 2021, som i disse dage samler over 7000 deltagere, heriblandt toppen fra den europæiske vindindustri, i København.
Den store kongres afholdes i Bella Center fra tirsdag til torsdag, hvor bl.a. H.K.H. Kronprinsen deltager i åbningen. Kongressen har stor betydning for både hovedstadens turisme og den danske vindenergibranche, og samtidig følger den internationale kongresbranche spændt med i, hvordan den danske hovedstad kan afholde kongresser af den størrelse i lyset af pandemien.
Milepæl for turismen
Værtskabet af kongressen er vundet til den danske hovedstad i et samarbejde mellem Wind Denmark, Bellagroup, State of Green, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen og markerer en milepæl for hovedstadens turisme.
Hovedstaden har gennem en årrække etableret sig som en af verdens mest populære kongresbyer, og i 2019, inden pandemien ramte hovedstadens turisme hårdt, var København nummer 12 på den globale liste over kongresbyer. Og her lagde de store internationale videnkongresser årligt en milliardomsætning i hovedstaden.
”Det er et stort skridt for hovedstaden og hovedstadens turisme, at vi igen kan lægge by til en stor international videnkongres. En stor del af turismen i hovedstaden udgøres netop af internationale fagfolk, der rejser hertil for at deltage i møder og kongresser. Det skaber både stor økonomisk værdi for hovedstaden og stor værdi for danske videnmiljøer og virksomheder, som i det her tilfælde den danske vindenergibranche. Derfor arbejder vi både målrettet på at vinde kongresserne hertil og på at skabe størst mulig samfundsværdi af værtskaberne,” siger Mikkel Aarø-Hansen, administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.
Bellagroup, der bl.a. står bag Danmarks største kongrescenter, Bella Center, indviede i august en ny multihal, Bella Arena. Og her er man rigtig glad for endelig at kunne huse en stor international kongres igen.
”Først og fremmest er vi meget glade for at være værter for WindEurope Electric City 2021. Dernæst er det jo den første store internationale kongres i København i to år, og det kan næsten ikke beskrives, hvor stort og vigtigt det er – både for byen og selvfølgelig for Bellagroup. Det er også en enestående mulighed, og fantastisk showcase for vores nye smukke hal Bella Arena. Det er jo stadig udfordrende tider, så vi har forberedt os meget grundigt, og har set frem til at åbne dørene for at byde kongresgæster fra hele verden velkommen i vores hus til tre spændende dage, hvor fagfolk mødes til videndeling og netværk,” siger Christian Folden Lund, CEO Bellagroup.
Vigtig platform for danske virksomheder
Ud over den store omsætning for virksomhederne i værdikæden omkring kongresser, som favner bredt, herunder hoteller, venues og transport, attraktioner, restauranter og underleverandører af udstyr mm., er de internationale kongresser ofte en vigtig platform for danske virksomheder, brancheorganisationer og videnmiljøer inden for det fagområder, kongresserne beskæftiger sig med.
Wonderful Copenhagen arbejder strategisk og systematisk med at skabe en bredere og mere længerevarende, positiv værdi af værtskabet af internationale kongresser. Og i forbindelse med planlægningen af WindEurope er der, sammen med arrangørerne og de danske stakeholderere, herunder Wind Denmark, offentlige myndigheder, organisationer og cluster, kørt en såkaldt legacy-proces.
Det har bl.a. resulteret i, at der i forbindelse med kongressen i Bella Center er etableret en dansk pavillon, hvor 62 danske virksomheder kan fremvise produkter og services til den internationale branche og skabe nye relationer til nye kunder, samarbejdspartnere og fremtidige medarbejdere. I alt udstiller ca. 90 danske virksomheder til kongressen, der samlet har 400 udstillere.
”Vi er utrolig glade for igen at være tilbage i Bella Center og i Danmark, hvor den globale vindmøllebranche kan mødes med de mange ledende virksomheder i vindenergiens hjemland. Fokus er denne gang særligt på elektrificering og vindenergiens helt afgørende rolle i den sammenhæng, og her er Danmark og København et lysende eksempel på den udvikling, som vi skal have resten af verden med på,” udtaler Jan Hylleberg, adm. direktør i Wind Denmark.
Blandt de mange andre tiltag for at skabe større værdi i forbindelse med kongressen er også afholdelse af en innovationsplatform, hvor studerende, startups og etablerede virksomheder mødes på tværs, så de kan pitche nye løsninger på store virksomheds- og samfundsudfordringer.
Det at kunne afholde så stor en international kongres vækker, i lyset af pandemien, stor interesse fra andre foreninger i verden, der sender repræsentanter til København for at se, hvordan WindEurope kan afvikles med over 7000 delegerede i den danske hovedstad. Arrangørerne bag kongressen har arbejdet tæt sammen med Bellagroup og myndighederne med henblik på sikkerheden under eventen. Ingen deltagere kan derfor få adgang til Bella Center uden coronapas eller PCR-test, og alle registreringer skal være foretaget inden ankomst.