Claus Bødker

Krydstogtturismen i 2021: Kun ca. 10% af de bookede skibe ankom rent faktisk til København i løbet af året

12.1.2022
Foto: Wonderful Copenhagen

Hvordan har COVID-19 påvirket krydstogtturismen i det forgangne år, og hvilke udfordringer og nye aktiviteter kommer til at præge arbejdet i 2022?

De danske krydstogtaktører, herunder de 12 danske krydstogthavne, er samlet i netværket CruiseCopenhagen, mens aktørerne i Østersøregionen, som Danmark er en vigtig del af, er samlet i netværket Cruise Baltic. Begge netværk er forankret i Wonderful Copenhagen, og vi har bedt Claus Bødker, Wonderful Copenhagens direktør for krydstogtturisme, give en status på arbejdet i forbindelse med årsskiftet.

Hvad har særligt kendetegnet arbejdet med krydstogt i 2021?

”Efter et 2020 helt uden krydstogtskibe i København var forhåbningen højere til 2021, men vi blev desværre atter skuffede. Cirka 10% af de bookede skibe i 2021 ankom rent faktisk til København i løbet af året, hvilket betyder, at cirka 95% af samtlige krydstogtskibe i 2 år er blevet aflyst.”

”Et fokusområde var derfor at informere vores partnere og rederierne om aflysninger, vaccinestatus på nøglemarkederne (og hos os selv) og rejserestriktioner relateret til krydstogt i Danmark og i hele Østersøområdet. Afdelingens deltagelse i en task force under Erhvervsministeriet har ligeledes været et vigtigt fokusområde.”

”I stedet har afdelingen fokuseret på den miljømæssige del af krydstogt, hvor vi eksempelvis har afholdt en vigtig landstrømskonference med havne, videnskabsfolk og krydstogtrederier. Endelig har vi udarbejdet og fået godkendt en ny strategi for CruiseCopenhagen, der vil præge vores arbejde i de kommende år.”

Hvad bliver de største henholdsvis udfordringer/muligheder for krydstogtarbejdet i 2022?

”Udover den miljømæssige bæredygtighed, så vil et fokusområde i vores nye strategi være borgeropbakning. Det er ingen hemmelighed, at medierne ofte tager en negativ vinkel om krydstogt, hvilket desværre sjældent er retvisende. Derfor ønsker vi i 2022 at række ud til de berørte borgere med information, dialog og transparens, så vi forhåbentligt langsomt kan få ændret holdningen til krydstogt. Dette er en proces, som vi for alvor starter i 2022, og som vi forventer os meget af.”

”Derudover forsøger vi samtidig at få krydstogtgæsterne til at få en mere bæredygtig adfærd, når de besøger København, og der er en del initiativer, som vi glæder os til at starte i 2022, hvor vi forhåbentligt igen får besøg af en del krydstogtgæster. På nuværende tidspunkt forventer vi 340 anløb i København i 2022.”    

Og hvilke opgaver igangsætter WOCO i 2022 i forhold til krydstogt?

”WOCO’s særlige fokus på spredning af turisterne er samtidig en af de indsatser, som Cruise ligeledes har fokus på. Naturligvis skal turister og krydstogtgæster se attraktionerne i indre by, men hvis turisterne er i byen i flere dage, så bør de også opleve nogle af de mange attraktioner i de omgivende bydele. Samtidig er hele bæredygtighedsindsatsen naturligvis også særdeles vigtig for Cruise, hvor vi anser en øget bæredygtighed som en forudsætning for øget vækst i krydstogt,” slutter Claus Bødker