Råbjerg Mile

Advokat: Tillykke, men husk nu reglerne

Foto: Niels Thye

Der er mange muligheder som iværksætter, men der er også mange regler. Rådet fra en advokat, med mange års erfaring i at rådgive iværksættere er: Nyd det, men få professionel hjælp til at klare reglerne.

Godt råd til dem der vil starte et band: Start med en revisor og en advokat, så kan I altid udvide med bas og trommer.

Citatet kommer fra den danske troubadour Johnny Madsen, der udover sin musik også er kendt for at være skarp i replikken.

Men de fleste, der har startet egen virksomhed, kan uden tvivl skrive under på, at der er en sandhed i citatet ligegyldigt, hvilken branche man har ambitioner om at starte virksomhed i. For der er meget at holde styr på – ikke mindst regnskaber, love og regler - og i den sammenhæng er det ikke nogen dårlig ide at have en revisor og en advokat i sit ringhjørne.

Advokat Kirsten Therkelsen fra advokatfirmaet Universadvokater tøver ikke, når hun bliver spurgt til, hvad hun vil sige til iværksættere, der lige har fået et spritnyt CVR-nummer leveret med posten:

”Tillykke! Tillykke med beslutningen om at blive selvstændig. Du har taget hul på din drøm, og der er mange muligheder for at realisere den. Når det er sagt, så er der mange ting, man skal forholde sig til som nystartet virksomhed, og det er en god idé at få professionel bistand,” siger Kirsten Therkelsen.

Hun har mange års erfaring med at yde juridisk rådgivning til virksomheder og iværksættere.

Allerede inden de første kunder har lagt penge i butikken, skal der tages stilling til, om virksomheden skal være personligt ejet eller om man vil stifte et selskab.

”Når det er på plads er man fyr og flamme, som man jo skal være, når man har startet egen virksomhed, og gør opmærksom på sig selv alle vegne, ikke mindst på det sociale medier. Det man bare skal huske på er, at sociale medier er ikke stedet at indgå aftaler eller bekræfte ordrer. Det er ikke nødvendigvis et problem, når tingene går godt, men hvis nogle bliver skuffet eller utilfredse, så er det et problem, at der ikke er den rigtige dokumentation. Det ser vi mange eksempler på,” siger Kirsten Therkelsen.

Hun fremhæver også moms og skat, som områder, hvor det er en god ide at alliere sig med en advokat og også en revisor – både for at forstå og få et overblik over kompleksiteten i reglerne og for at betale det, og kun det, der lovligt skal betales i moms og skat.

”Først og fremmest er det vigtigt at huske, at de penge du får ind nu som selvstændig ikke alle er dine, som det var tilfældet, da du var lønmodtager. Så sørg for at lægge til side til moms og skat. Når det er sagt, så er der ingen grund til at betale mere i moms og skat, end du ved lov skal gøre – slet ikke når du er nystartet virksomhed og måske ikke tjener så mange penge endnu,” siger Kirsten Therkelsen.

 

Kirsten Therkelsens gode råd til nystartede iværksættere:

  1. Der er intet som en god plan, det skulle da lige være at skrive den ned.
  2. Vær tro mod dine drømme og mål. Vælg en rådgiver, der forstår dem.
  3. Husk at have det sjovt hver dag. Ellers mister du motivationen til at fortsætte i modvind.
  4. Udfordringer er ikke modgang. De gør dit koncept stærkere og viser dig, hvilken vej du ikke skal gå.
  5. Det kræver virkelig meget mod at følge sin drømme og turde gå de veje ingen andre har gået før. Træn dit mod. Step ud af comfortzonen mindst en gang om måneden og gør noget, du ikke plejer at turde.

 

 

 

 

 

 

Tilbage til Love & Regler

Se alt