
Kulturturisme med retning
Hvordan skaber man kulturtilbud, der både engagerer lokale, tiltrækker nationale og internationale gæster og bidrager til turismeøkonomisk vækst – hele året?
I Odense er svaret: Samarbejde, kulturarv og levende formidling.
I projektet har Destination Fyn, VisitOdense og Museum Odense arbejdet sammen om at styrke fortællingen om H.C. Andersen (og Vikingerne) i Odense – og om at skabe og teste nye, særlige stedsspecifikke oplevelser.
I projektet er der arbejdet med forskellige oplevelseskoncepter, der taler til flere målgrupper og hvor H.C. Andersens historier og hans forhold til naturen, livet og døden formidles på nye måder og med særligt blik på, hvad kulturrejsende efterspørger i dag: autenticitet, sanselighed, mening og mulighed for fordybelse.
En anden central indsats i projektet er udviklingen af kulturturismemanifestet AFTRYK. Det er skabt i samarbejde med Kulturturismenetværket i Odense, som har været med til at formulere en fælles retning for, hvordan kulturturismen i Odense kan styrkes fremadrettet.
Arbejdet med indsatserne har trukket på viden fra bl.a. Kulturturisme Trendanalysen 2024 og analysen "Analyse af tyske turister på Fyn og i trekantområdet fra 2023, som har givet et værdifuldt afsæt for at forstå gæsternes ønsker og behov. De tyske turister er en primær målgruppe og rapporten fremhæver de tyske gæster særligt Odense for sin unikke kombination af kultur og natur – og udtrykker stor begejstring for byens mange grønne områder.


Andersen Forever - paraplybegivenhed som afsæt for ny kulturturisme
I 2025 er det 150 år siden, H.C. Andersen døde. Det markerer Odense med Andersen Forever – en byomspændende paraplybegivenhed, der med udgangspunkt i temaerne liv, død og efterliv inviterer både lokale og besøgende til fordybelse, samtale og sanselige oplevelser.
Andersen Forever er både en kunstnerisk markering og en strategisk strategisk greb for at styrke byens kulturturisme .
Udover at være en internationalt orienteret markering, sigter begivenheden også at
- At engagere og styrke den lokale stolthed over H.C. Andersens arv og skabe en ny fortælling, som borgere kan spejle sig i og formidle videre som ambassadører for byen.
- At samle kulturinstitutioner, erhverv og turismeaktører om en fælles retning og skabe samarbejde på tværs af sektorer og formater.
- At fungere som en tydelig og stærk ramme i den samlede kommunikation og branding af Odense som kulturby – både nationalt og internationalt.
Andersen Forever åbnede symbolsk på H.C. Andersens dødsdag den 4. august og fortsætter ind i efteråret. Med over 150 events og mere end 40 samarbejdspartnere fra kultur, turisme og erhverv er festivalen både et fælles løft og et stærkt eksempel på, hvordan kulturarv kan aktiveres på nye måder – til gavn for både byen, borgerne og besøgende.


Fra baggrund til oplevelse – haven som aktiv del af museumsbesøget
H.C. Andersens Hus og Barndomshjem havde begge et uforløst potentiale i haverne, hvor man ønskede at give gæsterne en dybere forståelse af H.C. Andersens liv og hans forhold til naturen og eventyruniversets koblinger til planter og det grønne.
Her er skabt nye formidlingsoplevelser på tysk, engels og dansk, der binder fortællinger, kunst og natur sammen – og gør haven til en aktiv del af museumsoplevelsen.
Ved H.C. Andersens Hus kan både børn og voksne gå på opdagelse i haven via QR-koder, der formidler historier, viden og små lege – også uden for museets åbningstid. Et nyt oplevelseskort til familier, der kan tages med hjem som minde. Særligt tyske gæster har vist stor interesse, hvilket er vigtigt, da Tyskland er et af de vigtigste markeder for begge museer.
Ved Barndomshjemmet er formidlingen af planterne og deres forbindelse til Andersens eventyr styrket, og haven er blevet et mere aktivt og levende rum for gæsterne – både danskere og internationale. Museet oplever en større brugertilfredshed ved besøget i haven. Folk opholder sig længere og bruger de opsatte QR-koder til at gå på opdagelse i planternes betydning.

©VisitOdenseFoto:Johan Tobias Joensen
Kulturturismemanifestet: AFTRYK – Fælles retning, fælles ansvar
Arbejdet med Andersen Forever og haveprojekterne er samtidig et svar på en større udfordring: Hvordan arbejder man sammen om at styrke kulturturismen i Odense – på byens egne præmisser?
Det spørgsmål er afsættet for kulturturismemanifestet AFTRYK – et fælles håndslag mellem kulturaktører, VisitOdense og Destination Fyn. Manifestet sætter retning for, hvordan man i fællesskab vil gøre Odense til en nærværende kulturdestination i særklasse – med respekt for byens ånd, kulturarv, fællesskaber og fortællinger.
Kulturturismenetværket spiller en central rolle i at omsætte manifestets principper til konkret handling. Det er her, kulturaktørerne mødes, deler viden og skaber nye forbindelser – som det også ses med Andersen Forever, hvor netværket har været en nøgleaktør i både mobilisering og idéudvikling.
AFTRYK sætter fokus på:
- at skabe stærkere partnerskaber og tværgående samarbejder
- at udvikle kulturoplevelser med høj kvalitet og helårspotentiale
- bedre data og forståelse af målgrupper
- og at forankre kulturturisme i byens særlige fortællinger, identitet og værdier
11 kulturaktører har bidraget til udviklingen og manifestet fungerer nu som et strategisk pejlemærke for det fremtidige arbejde med kulturturisme i Odense.

