MeetDenmark logo
MeetDenmark sekretariat

Sekretariatet ser frem til…

Foto: MeetDenmark

Der er fuld damp under kedlerne i MeetDenmark, og 2023 kommer til at byde på en masse spændende aktiviteter. Læs her, hvad sekretariatet ser mest frem til i 2023.

Mød os på Folkemødet til en spændende debat om erhvervsturismens potentialer

Sekretariatsleder Peter Dyhr Andreasen:

I MeetDenmark arbejder vi for at styrke kendskabet til erhvervs- og mødeturismen og forretningsområdets store samfundsmæssige potentiale. Som et element i den indsats, deltager vi for første gang på Folkemødet på Bornholm i år. Vi bliver en del af ”Turismeministeriet”. Det er et fælles telt, som en lang række aktører inden for dansk turisme stabler på benene.

Vi kommer bl.a. til at afholde en paneldebat, som skal sætte fokus på det erhvervsmæssige potentiale ved de mange kongresser, som hvert år vindes til Danmark - særligt inden for danske styrkepositioner som life science, grønne teknologier og it. Et potentiale der er stort set uudnyttet i dag. Vi vil med debatten stille spørgsmålet: Prioriteres dansk erhvervs- og mødeturisme tilstrækkeligt højt, og om der bør investeres mere (og i så fald hvem, der skal investere).

I vores panel er foreløbigt:

  • Folketingsmedlem og erhvervsordfører for Socialdemokratiet Mette Reissmann (S)
  • Lars Ramme, Markedschef i Dansk Erhverv for turisme, oplevelse og kultur
  • Kit Lykketoft kongresdirektør i Wonderful Copenhagen
  • Associate Professor Claus A. Gram Foss Rosenstand fra Aalborg Universitet.
  • Virksomhed, der har været involveret i det såkaldte legacy-arbejde (TBA).

Debatten faciliteres af Pia Lange Christensen, formand for MeetDenmark og CEO for VisitAarhus.

Hvis nogle af jer deltager på folkemødet, håber vi, at I vil kigge forbi Turismeteltet og vores debat. Den afholdes torsdag den 15. juni kl. 13.

Kom til inspirations- og netværkskonference: Fremtidens grønne erhvervsturisme

Seniorprojektleder Anne-Sofie Hattesen:

Hvordan får vi den bæredygtige omstilling til at lykkes? Det spørgsmål stiller mange sig selv, og der er nok ikke noget helt klart svar. I MeetDenmark tror vi dog på, at man kommer et langt stykke af vejen ved at styrke samarbejdet på tværs af bl.a. virksomheder og destinationsselskaber og gennem indsigt fra øvrige aktører i og i udenfor erhvervsturismen.

Derfor glæder vi os rigtig meget til at invitere alle med interesse for erhvervs- og mødeturismen til stor inspirationskonference om bæredygtig omstilling. I år sætter vi særlig fokus på den grønne omstilling og regenerativ erhvervsturisme. Konferencen har forskellige temaer inden for bæredygtighed, og der vil være forskellige talks og break out sessioner. Som deltager får man mulighed for at sammensætte sit eget individuelle program efter behov og ønsker, og der vil være rig mulighed for at vidensdele og tage ny læring med hjem.

konference

Foto:MeetDenmark

Vi håber at se en masse af jer på dagen, så vi sammen kan udvikle branchen i en mere bæredygtig retning. I må også meget gerne videreformidle invitationen til konferencen til virksomheder og øvrige interessenter, så flest mulige får noget ud af dagen.

Læs om programmet og tilmeld dig konferencen den. 25. oktober på Centralværkstedet i Aarhus.

Ny analyse: Fremtidens regenerative erhvervs- og mødeturisme

Projektleder Jesper Grenaa:

Viden om nye trends og tendenser i markedet er en vigtig forudsætning for at kunne udvikle relevante produkter og services, som modsvarer kundernes behov. Vi har derfor to større analyser på tapetet i år, hvoraf den ene vil se nærmere på, hvordan vi kan udvikle dansk erhvervs- og mødeturisme i en mere regenerativ retning.

Regeneration, som begreb, har allerede vundet indpas inden for flere områder og brancher f.eks. landbrug, arkitektur, design og ledelse. Inden for turismen er begrebet dog stadig relativt nyt og betragtes af flere som et uhåndgribeligt buzzword. Med et stigende fokus på, at turismen, og særligt erhvervs- og mødeturisme, i fremtiden skal være en katalysator for en positiv samfundsudvikling, vurderer vi, at det vil være værdifuldt at få belyst, hvordan en regenerativ omstilling kan se ud inden for forretningsområdet.

Vi igangsætter derfor i april en analyse, som skal give overblikket over, hvordan der på nuværende tidspunkt arbejdes med det regenerative inden for erhvervs- og mødeturismen, samt hvad der skal til for, at branchen kan tage det næste skridt. Vi kommer til at supplere analysen med inspirerende og praksisnære cases og konkrete værktøjer, som forhåbentlig gør det nemmere for aktørerne at igangsætte regenerative aktiviteter og gribe mulighederne. 

Analysen vil blive gennemført over sommeren og vil blive præsenteret og delt med aktørerne i dansk erhvervsturisme i efteråret 2023.  

.

Mere nysgerrig på MeetDenmarks arbejde?

Foto: Shutterstock