MeetDenmark logo
bi

Kickstart af dansk erhvervs- og mødeturisme 2.0

Foto: Sara Kurfess

Ved afslutningen af Kickstart 1.0 (dec. 2021) fik MeetDenmark og partnerkredsen mulighed for at fortsætte indsatsen inden for fire af de temaer, som blev identificeret i begyndelse af pandemien, og som siden viste sig særligt centrale ift. markedets udvikling under pandemien.

  • Bæredygtig omstilling: Bæredygtighedsdagsordenen blev styrket under Covid-19 pandemien. Projektet skal bidrage til implementeringen af initiativerne i MeetDenmarks plan for bæredygtig omstilling af dansk erhvervs- og mødeturisme. Initiativerne er udviklet på baggrund en større analyse af udbud, efterspørgsel og den internationale konkurrence, som blev gennemført under Kickstart 1.0.
  • Internationale virksomhedsmøder: Markedet for virksomhedsmøder, der typisk er mindre i størrelsen end kongresser, blev som forventet det første til at komme i omdrejninger efter Corona-restriktioner igen blev fjernet eller nedskaleret verden over. Denne del af projektet har til formål at styrke de danske mødedestinationers produkter og konkurrenceevne på det internationale marked for virksomhedsmøder og incentive-rejser. På de større vestdanske mødedestinationer vil der særligt være fokus på at udvikle udbud/produkter og skabe internationalt kendskab, mens der i København, som allerede har mange produkter og et stærkt brand, primært vil være fokus på at styrke positionen på visse markeder (fx Tyskland). I nogle tilfælde kan der også fortsat være behov for at fokusere på det danske mødemarked.
  • Virtuelle site-inspections: Tilbageholdenhed ift. kortvarige rejser over store geografiske afstande grundet sundheds- og bæredygtighedshensyn er en tendens, som blev styrket under Covid-19. Denne del af projektet sigter på at at gøre de danske mødedestinationer førende ift. virtuelle site-inspections. Det handler bl.a. om at fremme udviklingen af virtuelle site-inspections hos destinationernes venues mv.
  • Budarbejdet: Denne del af indsatsen har til formål at styrke kernearbejdet på destinationerne ift. at vinde flere internationale videnskongresser og dermed fastholde destinationernes markedsandele og Danmarks plads på ’verdensranglisten’. Kongresserne skaber – udover den direkte turismeøkonomiske effekt - også et betragteligt erhvervs- og samfundsmæssigt potentiale for at styrke innovation, internationalisering og vækst i dansk erhvervsliv generelt. Indsatsen fokuserer på udviklingen af stærke bud i samarbejde med lokale aktører og vidensmiljøer til et forandret marked på bagkanten af pandemien, som præges af nye kundebehov, lavere efterspørgsel og hårdere konkurrence.

Projektet løber fra starten af 2022 til udgangen af 2023. Det samlede projektbudget er ca. 3,1 mio. kr., og projektet medfinansieres med 2,5 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse. Projektet vil fortsætte i regi af MeetDenmark og involvere de fire medlemsdestinationer: VisitAarhus, Destination Nord, Destination Fyn og Wonderful Copenhagen, som sammen dækker halvdelen af landets kommuner, og den geografi hvor langt hovedparten af den internationale mødeturisme i Danmark finder sted.