CopenPay 2025

Det amerikanske magasin TIME fremhæver hovedstadens CopenPay på liste over Best Inventions

8.10.2025
Foto: VisitCopenhagen

Det kendte amerikanske magasin TIME udkommer hvert år med en liste over de bedste, nye innovative tiltag i verden. 

Listen for 2025 er netop udkommet, og her er Danmarks hovedstad med, da Wonderful Copenhagens nudging-projekt målrettet turister er med på listen.

TIME udpeger listen med fokus på, at de banebrydende innovationer skal bidrage til en bedre verden – på en smartere og inspirerende måde. Og her er hovedstadens CopenPay placeret i kategorien 'Social Impact'.

”Da vi udviklede CopenPay, kunne vi mærke, at vi havde fat i noget særligt – og derfor er det er fantastisk at se, hvordan det siden har skabt genklang internationalt. Først fra turisterne, og derefter blev vi nærmest blæst bagover af den helt enorme interesse fra medier verden over. Og nu med en plads blandt TIME’s Best Inventions i 2025, som er en kæmpe anerkendelse til alle, der har bidraget til at gøre CopenPay til en succes,” siger Rikke Holm Petersen, direktør for marketing, kommunikation og adfærd hos Wonderful Copenhagen.

En sjov og nem måde at give tilbage til på

CopenPay er et nudging-tiltag, som belønner turister for at gøre noget positivt for destinationen, eksempelvis samle affald, vælge cykel eller offentlig transport eller for at ankomme hertil med toget. 

CopenPay blev lanceret af Wonderful Copenhagen sidste sommer og kom tilbage igen i år, men i en markant større udgave. De 25 aktører, der deltog første år, blev til 100 i år. Og samtidig blev sidste års vifte af handlinger, der udløser en belønning, udvidet, og aktører fra en større del af hovedstaden kom med.

”Vi skabte CopenPay, fordi vi ville skubbe på turismeudviklingen, både herhjemme og internationalt. Samtidig med at turismen skal ændre sig, hvis vi skal sikre en omstilling af erhvervet, så ser vi et stort ønske fra folk om at bidrage positivt, men uden at de handlede på det. Derfor lancerede vi CopenPay for at øge turisters bevidsthed om de valg, man træffer på en rejse, og for samtidig at gøre det nemt og sjovt at bidrage positivt til den destination, man besøger,” siger Rikke Holm Petersen.

CopenPay har tidligere modtaget international anerkendelse bl.a. ved at blive fremhævet på Condé Nast Travelers "Bright Ideas in Travel" for 2025, på Fast Company’s prestigefyldte liste over de mest innovative tiltag i 2025, og nu på TIME’s liste over 2025s 300 bedste innovationer. Se Time's liste her