Den Gamle By i Aarhus er et open-air museum, hvor besøgende går på opdagelse i dansk byhistorie og møder karakterer fra fortiden i de historiske gader.
I forbindelse med Kickstart Kulturturismen, ønsker museet nu at udvikle og teste en løsning, der skal tiltrække flere gæster i museets lavsæson: Et nyt, indendørs koncept målrettet børnefamilier.
Udfordring
Den Gamle By er et velbesøgt museum med gæster fra både ind og udland, og har desuden åbent alle årets dage. Men som udendørs kulturoplevelse, oplever museet, at det kan være en udfordring at tiltrække gæster i lavsæsonen – om vinteren når det er koldt og vådt.
Museet ønsker at skabe et oplevelseskoncept, der kan udvide museets sæson ved at tiltrække flere besøgende i lavsæsonen. En løsning, der kan styrke museets forretning.
På museet er der etableret et endnu ubrugt underjordisk udstillingsrum med adgang fra hovedindgangen. Det ca. 400 kvadratmeter rum med 5 meter til loftet skal danne rammen om en ny helhedsoplevelse for alle sanserne til børn og deres voksne.
Museet ønsker med det underjordiske rum at skabe en oplevelse, der adskiller sig fra det, som gæsterne kender og forbinder med Den Gamle By. Det skal overraske og underholde.
Udviklingsproces
Som Kultur-Test-Lab i Kickstart Kulturturisme undersøger Den Gamle By, hvordan de kan skabe en anderledes oplevelse under jorden, som tiltrækker nye målgrupper. Undervejs i udviklingsforløbet tester museet deres idéer og løsninger på målgruppen. Indsigterne fra deres testforløb styrker løbende konceptudviklingen af det nye værditilbud.
Visionen er at udvikle et koncept i Den Gamle Bys ånd, som bidrager med et højt attraktionsniveau og samtidig give museet indsigt i, hvordan de fremadrettet kan arbejde med deres formidling af viden og historie.
Ved spørgsmål til projektet, eller andre aktiviteter vedrørende kulturturisme, send en mail til kultur@woco.dk.