Øresundbro

Den gode hjemmeside

Foto: Daniel Rasmussen

En hjemmeside behøver ikke, at være kompliceret og kostbar at etablere for at kunne gavne din forretning.

Når du starter din nye virksomhed, er der masser af muligheder for at komme hurtigt i gang. For at få det optimale ud af en ny hjemmeside skal du tænke igennem, hvorfor dine kunder besøger din side, hvordan de skal finde dig og især, hvad du håber på, at de vil gøre på siden.

Formål

Din hjemmeside er dit vigtigste udstillingsvindue. Hjemmesiden skal gøre dine kunder i stand til at:

  1. Finde dig - når de leder efter løsninger på deres behov
  2. Vurdere om dit tilbud matcher deres ønsker
  3. Gennemføre en bestilling
  4. Etablere en kunderelation som du kan have gavn af i fremtiden

Tilrettelæggelsen af ny hjemmeside bør tage højde for alle disse problemstillinger.

Proces

Du kan med fordel begynde din hjemmeside-proces med at kigge dit Værditilbud igennem og så overveje, hvordan en hjemmeside til forretningen.

  • Kan kunderne købe noget på din hjemmeside eller fungerer den primært som marketing? 
  • Afhængig af typen af service - hvad håber du på at kunden foretager sig, når kunden besøger din hjemmeside?
  • Hvad er det som vil gøre det sandsynligt, at det ender med et salg?
  • Skal kunden købe med det samme eller skal du have etableret en mulighed for at kontakte kunden og udvikle et salg over længere tid?

Hvor finder du dine kunder? 

Hvor kommer kunderne fra? Hvor kan du finde og tiltrække dine kunder, og hvor skal de lande, når de ankommer på din hjemmeside. Du kan eksempelvis finde dine kunder via:

  • Søgemaskineoptimering - skriv artikler med indhold der matcher det kunderne, googler efter
  • Andres hjemmesider, der præsenterer din service
  • Annoncering og spredning via Sociale Medier

Hvordan bliver kunden overbevist om at du løser hans eller hendes behov

Hvad er det konkret som din kunde efterspørger og leder efter? Det er det som din side skal sælge. Kunden skal ikke sidde og overveje, hvorvidt dit tilbud kan løse hans eller hendes behov - det skal være nemt for kunden. Tænk alle sider på din hjemmeside som forsider, der skal fortælle en historie i sig selv, der matcher det, kunden kommer for.

Salg eller fastholdelse af relation

Hvor skal kunden bevæge sig hen, når de har set jeres indhold? Skal vi forsøge at sælge direkte? Eller skal vi forsøge at få en krog i kunden, så vi kan sende dem en mail med opfølgende tilbud? Er der andre sider de bør besøge på vores hjemmeside?

Planlægning af kernesider og flows

Den bedste måde at planlægge en hjemmeside er i virkeligheden at starte med at kigge på hvordan kunder ankommer til de vigtigste sælgende sider på din hjemmeside. Til det kan I lave en såkaldt kernesideøvelse. For hvert produkt på hjemmesiden skal I finde ud af hvad brugerne leder efter, hvor de finder jer, hvilken kerneside de lander på, og hvad de klikker på.

Tourismxlab

Foto:Peytz &co

Valg af platform

Når du skal i gang med at bygge en hjemmeside er der mange muligheder. Her er det en god ide at google rundt og se, hvilke muligheder du har. Der er masser af værktøjer, som gør en i stand til at sætte en side op selv, og der er mange leverandører, der kan hjælpe dig, hvis du ikke ønsker at skulle løse denne del selv.

  • Vil du have en hjemmeside som du selv laver på en online service eller vil du finde en leverandør, som kan lave den for dig?
  • Skal du kunne sælge noget på hjemmesiden og dermed have en shop?
  • Skal du have et nyhedsbrev?