
Mødet og erhvervsgæsten
Mødet og gæsten er det centrale punkt for erhvervs- og mødeturismen. Det er her selve transaktionen finder sted, og her muligheden er til stede, for at skabe forandrende oplevelser
Erhvervsturismevirksomheder brænder for at skabe gode mødeoplevelser for deres gæster. Derfor kan det være nærliggende at tænke, at regenerativ mødeturisme handler om at ændre selve mødeoplevelsen – f.eks. ved at sende gæster ud for at pleje naturen. Alligevel har de regenerative eksperter vi har interviewet tydeliggjort, at regenerativ mødeturisme kræver et skift i fokus væk fra gæsten og over til økosystemet.
Hvis virksomheder ønsker at blive regenerative, skal de tage ansvaret for det selv. Desuden er virksomhedens potentielle bidrag til sit økosystem større end hvad virksomheden kan gøre for og med gæsten.
Her er fire måder, hvor erhvervsmøder kan blive mere regenerative:
- Gæsten oplever personlig regenerering under opholdet, eksempelvis via omgivelser der fremmer trivsel, som gåture i naturskønne områder eller grønne mødelokaler.
- Gæsten opmuntres til at tage bæredygtige valg, som at vælge mad med mindre kød.
- Gæsten inddrages i lokale projekter til gavn for økosystemet – f.eks. naturgenopretning eller bidrag af viden og innovation til at løse lokale udfordringer.
- Erhvervsgæstens tilstedeværelse og tilførsel af økonomiske ressourcer til virksomheden muliggør virksomhedens virke og arbejde med at øge medarbejdertrivsel, skabe lokalt erhverv m.fl. aktiviteter, der udvikler økosystemet.
Indsigt: Natur bidrager til positive gæsteoplevelser
Naturen gør noget særligt ved os og forskning viser, at naturen har flere positive effekter på mennesker. Tid i naturen eller blot billeder af naturen kan reducere stress og øge kreativitet. Selv i byen, som ved hotelkæden Guldsmeden i København, kan naturelementer integreres for at forstærke gæsteoplevelsen. Brug af naturen i erhvervsturisme kan styrke relationer gæster skaber, inspirere til langsigtet tænkning og fremme bæredygtige beslutninger.

Foto:Bona Fide Stories
Tips til små virksomheder
1-25 ansatte
● Skab en klar vision for, hvordan I vil inddrage natur og andre regenerative virkemidler (f.eks. refleksion) i jeres oplevelser for erhvervsgæster.
● Brug tid på at oplære alle medarbejdere i at blive gode facilitatorer, der har øje for subtilt at skabe en mere regenerativ gæsteoplevelse. Hav som leder aktivt øje for at give ansatte mulighed for at prøve kræfter med dette.
Tips til store virksomheder
50+ ansatte
● Opkvalificer ansatte i salgsafdelingen, så de i salgsprocessen italesætter muligheder for regenerative mødeoplevelser på en attraktiv måde.
● Indarbejd natur i form af billeder og lyd i jeres indgang, mødelokaler, restaurant mv.
Tips til organizers
Uden eget venue
● Opkvalificer ansatte i salgsafdelingen, så de i salgsprocessen italesætter muligheder for regenerative mødeoplevelser på en attraktiv måde.
● Arbejd med at gøre jeres ’default’ for erhvervsgæster så regenerativ som muligt, f.eks. ved at tilbyde vegetariske måltider til kongresser mv. som udgangspunkt.
Hent baggrundsrapporten

Foto:Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse