MeetDenmark logo
Turisme reserve 2.0

Ny bevilling styrker erhvervs- og mødeturismen udenfor højsæsonen

Foto: Shutterstock

Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har præsenteret en ny bevilling på 23 millioner kroner fra turismereserven til en styrkelse af møde- og erhvervsturismen. MeetDenmark hilser bevillingen velkommen og er klar til at trække i arbejdstøjet. 

Det er en rigtig god nyhed for erhvervs- og mødeturismen i hele landet, at minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin har besluttet at udmønte 23 millioner kroner fra turismereserven til en styrkelse af erhvervs- og mødeturismen over en fireårig periode.

Konkret skal pengene gå til tre større indsatser. At tiltrække internationale konferencer og kongresser til de fire danske storbyer i og omkring første kvartal. At styrke den lokale produktudvikling med henblik på at tiltrække flere internationale møder året rundt til destinationerne udenfor storbyerne. Og at øge den internationale branding- og markedsføring af de danske møde- og kongresdestinationer. De to første indsatser placeres i MeetDenmark, mens VisitDenmark får ansvaret for den internationale branding og markedsføring.

”I Regeringen har vi en ambition om, at Danmark skal være en attraktiv destination året rundt, fordi det kan mærkes hos både virksomheder og lokale, når gæsterne skaber omsætning og arbejdspladser udenfor højsæsonen. Her er erhvervs- og mødeturismen helt afgørende, og derfor investerer vi nu i en styrkelse af området,” siger minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin.

Flere gæster udenfor højsæsonen 
Danmark har i dag en stærk position i konkurrencen om internationale kongresser. Men potentialet er endnu større, og med ekstra ressourcer kan MeetDenmark og de danske kongresdestinationer skrue op for budarbejdet med særlig fokus på perioden omkring første kvartal.

Det er en god investering at styrke erhvervs- og mødeturismen. Seneste opgørelse fra 2023 viser, at branchen bidrager med 38 mia. kroner årligt i turismeforbrug, og at erhvervsturisters døgnforbrug er væsentligt højere end andre turisters.

”Vi er meget glade for, at ministeren for byer og landdistrikter bekræfter, at erhvervs- og mødeturismen er værd at investere i. Vores branche kan med gæsternes høje døgnforbrug være med til at skabe omsætning og arbejdspladser udenfor højsæsonen og dermed skabe bedre vilkår for landets mange turismevirksomheder”, siger bestyrelsesformand for MeetDenmark og direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen.

Flere internationale møder uden for de store byer 
MeetDenmark, der er udviklingsselskab for erhvervs- og mødeturismen i Danmark, er for nyligt blevet udvidet fra fire destinationer til nu at tælle 11 medlemsdestinationer. Derfor er det også kærkomment, at ministeren nu også afsætter midler til arbejdet med den internationale mødeturisme udenfor storbyerne.

”I foråret satte vi gang i en omfattende markeds- og potentialeanalyse, som skulle klarlægge potentialerne på tværs af alle medlemsdestinationer. Det er bl.a. resultaterne af denne kortlægning som de nye midler vil give os mulighed for at handle på, og det er enormt positivt, da der helt tydeligt er potentialer på tværs af landet” siger Pia Lange Christensen.