Teletech

Teletech: Hvad Covid-19 har betydet for virtuelle møder

Foto: Teletech

Afviklingen af fysiske møder er blevet ramt rigtig hårdt af Covid-19, men hvordan står det til med de virtuelle, og nogle af de virksomheder, der tilbyder tekniske mødeløsninger? 

Vi har talt med Jesper Nielsen, der er salgs-og udlejningschef hos Teletech, om den nuværende situation, og hvad den har betydet for deres virksomhed. Teletech leverer bl.a. AV-løsninger og tolkeanlæg til alt fra små møder til store konferencer og events i ind- og udland. Ligesom Creative technology, AV Center og Megasound er Teletech medlem af Meetingplace-netværket.

Hvordan har Covid-19 påvirket jer og andre AV-virksomheder? 
 
”Vi har desværre, som mange andre i branchen, oplevet en markant nedgang i efterspørgslen samt aflysninger af mere end 95% af vores eksisterende arrangementer her i foråret/sommer. Dette har medført, at vi har hjemsendt 80% af vores fastansatte med fuld lønkompensation. Desuden har vi søgt og fået kompensation for faste omkostninger. Disse ordninger vil vi forlænge. Vi må forvente, at dette vil fortsætte frem til september, hvor vi forhåbningsvis må samles flere på et sted og derfor så småt kan få gang i de normale mødeaktiviteter igen.”
 
Har I skullet tilpasse jeres produkter til Covid-19-situationen? 
 

”Vi har ikke som sådan skulle tilpasse vores produkter til situationen, da der pt. ikke er efterspørgsel på disse. Men vi oplever en stigende efterspørgsel på alternative måder at gennemføre møder og konferencer på. Derfor har vi i samarbejde med Congress Rental Network fået en fjerntolkningsplatform, hvor tolkene kan sidde og arbejde hjemmefra, og deltagerne kan lytte til tolkningen på enten deres mobiltelefon eller computer. Denne platform kan integreres med kendte videoplatforme som Zoom, MS Teams og WebEx og lignende. Man kan også vælge kun at køre fra vores platform, hvor man kan interagere med hinanden via billede, lyd og PowerPoint præsentationer.” 
 
Tror I, I vil se en ændring i, hvad kunder efterspørger post-Covid-19? 
 
”Vi ved at de fysiske møder og konferencer kommer tilbage, da det er et must at mødes personligt. Dog ser vi en større fremtid i online møder og formoder, at op til en tredjedel af kommende møder vil foregå online for internationale organisationer.

Vi håber dog, at den nuværende situation ift. Covid-19 bliver løst snarest, så alle virksomheder, der leverer udstyr og service til møde, event- og konferencebranchen, kan få gang i beskæftigelsen igen. Dette vil betyde meget for økonomien.”