Windmills at Amager Beach

Europas vigtigste kongres om vindenergi, WindEurope, kommer til tilbage København i 2025: forventer over 15.000 deltagere

2.10.2023
Foto: Ty Stange

Når kongressen WindEurope afholdes i BellaCenter i København i 2025, forventes over 15.000 delegerede fra den globale vindenergibranche, herunder virksomheder, kunder, eksperter og beslutningstagere.

Kongressen har været her før, senest her i 2023, og nu er det bekræftet, at den igen gæster København. Og det er ikke nogen tilfældighed.

Arrangøren, den europæiske vindenergiforening – WindEurope – fremhæver især to ting i forbindelse med annonceringen af, at kongressen igen kommer til den danske hovedstad: Nemlig Danmarks internationale førerposition inden for vindenergi og de tætte relationer til destinationen og dens aktører.

”Vi er rigtig glade for igen at arbejde tæt sammen med destinationen København, Bella Center og alle vores danske partnere om at skabe endnu en bred platform for, at branchen kan samles med WindEuropes Annual Event 2025 i København. Vindenergien blev født i Danmark, og danskerne sætter stadig nye vindenergirekorder. Med WindEurope i København i år satte vi nye rekord med tæt på 16.000 deltagere, og den udvikling forventer vi at bekræfte i 2025,” siger Oliver Wykes, COO hos WindEurope.

Og hos Wonderful Copenhagen, der samler hovedstadens mange turismeaktører i en fælles og koordineret indsats med at byde på internationale videnkongresser, er der stor glæde over at få WindEurope tilbage i 2025.

”Vi er virkeligt glade for at få WindEurope tilbage igen i 2025. Dels fordi kongressen i sig selv er stor, og den globale konkurrence om at vinde kongresserne er hård. Og ligesom mange andre af de store kongresser, vi vinder, beskæftiger den sig med et felt, hvor Danmark i forvejen har en erhvervsmæssig styrkeposition. Så kongressen vil styrke Danmarks position på vinenergiområdet og skabe værdi for en række danske virksomheder i vindenergibranchen og samtidig skabe stor omsætning for turismevirksomheder i forbindelse med afholdelsen,” siger Kit Lykketoft, direktør for events og erhvervsturisme i Wonderful Copenhagen.

I forbindelse med kongressen vil der være et stort udstillingsområde, hvor en lang række danske virksomheder har sin egen pavillon, hvor de kan fremvise deres nyeste løsninger på vindenergiområdet til hele den globale branche.

Kongressen er vundet hertil på baggrund af et bud, som Wonderful Copenhagen har udarbejdet i tæt samarbejde med Bellagroup samt Green Power Denmark og en række øvrige væsentlige aktører på energiområdet.

"Gennem årene har vores partnerskab med WindEurope ikke kun resulteret i vellykkede kongresser, men også fremskyndet udviklingen på områder som vedvarende energi og klimarapportering her i Bella Center Copenhagen. Begge vores organisationer deler en stærk forpligtelse til formålsdrevet bæredygtighed, hvilket gør opgaven med at skabe en international showcase for den europæiske vindenergisektor til inspirationskilde for alle parter," siger Gemma Strutt, Director of Congress & Large Events i Bella Center Copenhagen.

Kongressen i 2025 vil markere, at WindEurope over de seneste 20 år har afholdt forskellige kongresser i København - i alt 7 gange.