MeetDenmark logo
Sustainability

Vigtig grøn indsprøjtning til dansk turisme

Foto: ShutterStock

Regeringen har netop afsat 12,5 millioner kroner til at styrke den grønne omstilling i dansk turisme gennem Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling, som MeetDenmark er en del af.

Det skal være nemmere for turister, der besøger Danmark, at træffe grønne valg. Derfor afsætter regeringen 12,5 millioner kroner til at styrke den grønne omstilling i dansk turisme gennem Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling.

Partnerskabet, som er forankret i VisitDenmark og realiseret i tæt samarbejde med Dansk Kyst- og Naturturisme, Dansk Storbyturisme og MeetDenmark, skal sikre en koordineret national retning for den bæredygtige udvikling – på tværs af kyst- og naturturisme, storbyturisme og erhvervs- og mødeturisme.

"Det er meget positivt, at Partnerskabet for bæredygtig turismeudvikling får mulighed for at arbejde videre med denne vigtige dagsorden og bygge videre på de gode erfaringer. For erfaringerne har vist, at det fælles samlingspunkt er afgørende for at forankre omstillingen – både nationalt og lokalt. Vi er ikke i mål endnu, og netop derfor er det glædeligt, at bæredygtighed bliver prioriteret og tilgodeset af ministeren," siger MeetDenmarks bestyrelsesforperson Pia Lange Christensen.

Midlerne skal bidrage til at sikre, at Danmark fastholder sin position som en af verdens mest bæredygtige destinationer. Konkret skal de gå til at understøtte fire nøgleinitiativer, der:

  • Reducerer klimaaftrykket i dansk turisme
  • Øger antallet af certificerede virksomheder
  • Styrker Danmarks profil som miljøvenlig destination
  • Fremmer samarbejde og vidensdeling i branchen

Bevillingen er en del af regeringens turismeindsats, hvor der blev afsat 200 millioner kroner på finansloven for 2025, som de næste fire år skal gå til nye turismeinitiativer.

MeetDenmark ser frem til at bidrage med viden, netværk og konkrete løsninger, der gør en reel forskel – til gavn for både turister, danskere og klimaet.

Læs mere på Grønturisme.dk

Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling

Foto:Partnerskab for bæredygtig turismeudvikling