Cultigen Citizen Engagement

Regenerative Copenhagen

Foto: Cultigen

Regenerativ turisme er en ny måde at tænke turisme på, der har vundet indpas nationalt og internationalt. Men hvad indebærer det egentlig, og hvordan implementeres dets principper? Foran os ligger en stor opgave, vi kommer til at arbejde med gennem projektet Regenerative Copenhagen

Regenerative Copenhagen er et pionerprojekt, der med tilsagn og midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse undersøger, hvordan man kan skabe en turismepraksis, der bidrager positivt til udviklingen og vedligeholdelsen af byen. 

Med afsæt i Københavns stærke bæredygtighedsposition og erfaringerne fra blandt andet CopenPay og Sustainable Choice CPH tester projektet i perioden 1. oktober 2025 - 30. september 2028, hvordan regenerative principper kan omsættes til konkrete, attraktive turismeoplevelser året rundt. Med projektet ønsker vi, at turisten ikke blot er gæst, men en medskaber, der bidrager positivt til destinationen.

Projektet tager form gennem udarbejdelsen af et stærkt vidensgrundlag samt en række innovationsforløb med turismevirksomheder i København. Sammen udforskes nye regenerative forretningsmodeller og oplevelsesformater, hvor vækst, grøn omstilling og lokal værdi går hånd i hånd. Fra hoteller og attraktioner til oplevelsesudbydere udvikles og afprøves prototyper, der viser, hvordan turisme kan styrke byliv, miljø og fællesskaber – og tilmed være økonomisk bæredygtig og en løftestang for bred værdiskabelse i samfundet. 

Målet er ikke blot at udvikle nye produkter i København, men at skabe inspiration, værktøjer og en ny fortælling om turisme, som kan bringes i spil både nationalt og internationalt: en fortælling om turisme, der giver mere tilbage, end den tager.

Anne Dissing ADI

Senior Bid Manager – Congress

adi@woco.dk