Guldkaret med hvide heste på vej fra Amalienborg forbi Kongens Nytorv og op ad strøget. Festligholdelse på Rådhuset. Tusinde af borgere med Dannebro i hånden.
Billederne fra Dronning Margrethes 40 års jubilæum på tronen er gået verden rundt via internationale Tv-stationer som CNN og BBC. CNN bragte et ca. 30 minutter langt interview med Dronning Margrethe på jubilæumsdagen d. 14. januar, og bragte samme dag nyhedsindslag fra jubilæet i København. BBC World bragte også et interview med den jubilerende danske dronning. Se links nederst på siden.
Den royale nyhed spredte sig fra København til de fjerneste egne af verden. Medier som ’The Fiji Times’, ’Business Ghana’, ’The Jamaica Observer’ og ’ The Korea Herald’ har alle skrevet om det danske regentjubilæum.
En halv time på CNN
Den internationale Tv-kanal CNN har lavet et 30 minutter langt interview med den danske dronning, som blev sendt på dagen for selve jubilæet.
Her talte Dronningen bl.a. om den gang, tronfølgeloven blev vedtaget, om hendes far Frederik d. 9., om den gang hun blev udråbt til dronning, om familielivet og behovet for privatliv.
Programmet er optaget før nytår, og det betyder, at CNN har været på optagelse i København tre gange i løbet af 2011. Først Richard Quests fire indslag om København som 'Future city' og i efteråret for at optage et madprogram med topkokken René Redzepi fra restaurant Noma, som sendes senere på året.
CNN er ikke den eneste internationale Tv-station, der har interviewet Dronning Margrethe i forbindelse med regentjubilæet, det samme har også BBC World. Begge udsendelser blev sendt i weekenden.
10.000 flag i gaderne
Fejringen af dronningen gav rig mulighed for festlige billeder til både aviser, onlinemedier og Tv-stationer. Den folkelige del af jubilæet, som Wonderful Copenhagen havde arrangeret, fulgte Regentparrets karettur fra Amalienborg gennem det indre København til Rådhuset, hvor der var officiel festligholdelse og middag.
Udover de store indslag i programmet, som eksempelvis karetturen, uropførelsen af Anders Koppels kantate ”Danmarks Have” og Dronningens nye Jubilæumsmarch, havde Wonderful Copenhagen havde fået produceret 10.000 flag og 5.000 badges, som blev delt ud til folk langs karetturen.
"Det var virkelig en flot, folkelig fejring af Dronningen. Folk var med hele vejen fra Amalienborg, under karatturen gennem byen og derefter fulgte de med på storskærm på Rådhuspladsen. Det blev en fest for hele byen og for alle, der kom hertil," siger Torben Nielsen, projektleder, Wonderful Copenhagen.
Se internationale klip med Dronning Margrethe:
Interview på CNN
Nyhedsindslag på CNN
Interview på BBC