Alliance i eventudvikling

 

  • alliancecroppedjpg

Alliance i eventudvikling

25 okt 2012

I løbet af oktober har der for alvor været fokus på eventstrategier for København. Den nye familierettede eventkampagne, Wonderfall, har fundet sted for første gang. VIBE’s ’The Event Conference 2012’ og det nyligt afholdte møde for netværksgruppen Copenhagen Alliance har budt på indblik, inspiration og debat i forhold til, hvordan København kan udvikle nye eventkoncepter og tiltrække internationale begivenheder til hovedstaden.

Eventarbejde kræver fælles strategi. Derfor arbejder Wonderful Copenhagen, i samarbejde med kultur- og erhvervsnetværket Copenhagen Alliance, målrettet for at skabe udvikling og opmærksomhed om begivenheder inden for kultur, sport og viden i København.

Fredag 12. oktober holdt Copenhagen Alliance netværksmøde på hotel Nimb. Godt 30 deltagere fra en lang række virksomheder med interesse i begivenhedsscenen i København deltog sammen med politikere fra Københavns Borgerrepræsentation i mødet, som bl.a. bød på oplæg om efterårsferiens nye Wonderfall-eventkampagne, som gik i gang samme dag. Wonderfall er et godt eksempel på den målrettede indsats for at udvide besøgs- og eventsæsonen, turisternes reason to go-periode, så endnu flere af årets måneder tilbyder byens gæster særlige kulturoplevelser.

”Wonderfall fungerer som en rammefortælling om aktiviteter og kulturoplevelser målrettet børnefamilier i efterårsferien. Målet er at forlænge efterårssæsonen til at vare hele oktober, så vi fremover vil kunne byde familier - ikke blot fra Jylland, men også fra Sverige, Norge, Finland og Tyskland velkommen på efterårsferie i København”, fortæller festivalleder Sine Lebech.

Fokus på videreudvikling

Netværket Copenhagen Alliance fungerer som en kreativ tænketank, hvor medlemmerne inddrages i udviklingen af begivenheder og opstart af nye tiltag i København. Netværket har på den måde medindflydelse på prioriteringen af de begivenheder, der skal satses på i fremtiden.

"I 2013 er der bl.a. fokus på at videreudvikle fyrtårnsbegivenhederne Wondercool, Wonderfall og Copenhagen Cooking og yderligere skærpe deres internationale profiler. Ambitionen er, at f.eks. perioden for Wonderfall-eventkampagnen skal vare hele oktober måned næste år. Ligesom Wondercool strækker sig over en hel måned og gør februar til en ny oplevelsesmættet måned," siger Martin Strange Persson, sekretariatschef i Copenhagen Alliance.

"Medlemmerne af Copenhagen Alliance har mulighed for at inspirerer hinanden, præge udviklingen og også for aktivt at deltage i arbejdet, som Arla eksempelvis var med til at skabe en ny event med deres Milk City koncept i forbindelse med Wonderfall," tilføjer sekretariatschefen.

Fra lokal til national eventstrategi

Også VIBEs ’The Event Conference 2012’ , der blev afholdt i starten af oktober, havde fremtidige events på dagsorden. Konferencen pegede på behovet for en national eventstrategi, som kan styrke koordination og sammenhængskraft og tydeliggøre eventarbejdets vækstpotentiale på tværs af landet.

Konferencens konklusioner og anbefalinger vil blive offentliggjort i løbet de kommende uger.

Læs mere om Copenhagen Alliance