DEBAT: Send Den lille Havfrue til Shanghai
Af Karsten Ohrt, direktør, Statens Museum for Kunst
Ideen med at udlåne Den lille Havfrue til EXPO 2010 i Shanghai er dybt original. På tegninger ser det flot ud med hendes placering centralt i Bjarke Ingels pavillon.
Dansk kunst lånes jo hele tiden ud til udlandet. Og museerne er vant til at låne deres uerstattelige værker ud til hele verden. Således har Statens Museum for Kunst i øjeblikket haft væsentlige værker af Hammershøi i London, som efterfølgende vises på en tilsvarende stor udstilling i Tokyo. I disse timer skipper vi museets absolutte hovedklenodie Mantegnas Kristus som den lidende frelser til udstilling i Louvre i Paris. Vigtige Nolde malerier udstilles på Grand Palais i næste uge, og vores fremragende El Greco portræt af Palladio er på vej til London.
Vigtig udveksling
En sådan udveksling er vigtig, fordi man laver udstillinger hvor værkerne optræder i nye forsknings- og formidlingsmæssige sammenhænge. Og til glæde for et udenlandsk publikum.
Globaliseringstider
I disse år flyttes værker som man tidligere mente ikke kunne flyttes, for at de kan optræde i nye spændende sammenhænge. Nydambåden fra Slesvig var således for nogle år siden på besøg på Nationalmuseet. At holde arvestykkerne tæt inde på kroppen vil være problematisk ikke mindst i disse globaliseringstider. Det vil berøve kulturen og historien en væsentlig dynamik, som er med til at gøre den stadig vedkommende.
Der er naturligvis grænser for flytninger. Der er arkæologiske, store fund, som bør blive liggende, hvor de er fundet. Og der skal naturligvis tages højde for sikkerhed, transport og eventuelt restaureringsarbejde.
Noget kan være så nagelfast, at man ikke kan forestille sig det flyttet. Den lille Havfrue har siddet på sin sten siden 1902, da Carl Jacobsen gav hende til København. Der skal selvfølgelig ikke gå inflation i at flytte hende - det kan måske ske engang i århundredet.
Chancen er der nu
Men så er chancen der også nu. Lån hende ud, som museer hele tiden låner værker ud. For perspektivets skyld, fordi det er en god ide til pavillonen. Og medens hun er væk, kan turisterne jo se en anden havfrue, som i øvrigt i 2000 blev sat foran den danske pavillon i Hannover. Nemlig Bjørn Nørgaards genmodificerede Havfrue, der står et par hundrede meter fra Edvard Eriksens - og hun er bestemt ikke ringere.
| Emne | Skrevet af | Sidste post | Besvarelser |
|---|
|
Print siden