Videncenter for begivenheder samler regionen
Et nyt videncenter samler regionen i et fælles netværk, der skal professionalisere Nordeuropas eventarbejdet. Til september går det i luften med 14 kommuner som partnere. Og målet er klart: VIBE skal være nordens førende videncenter for begivenheder.
Med Vækstforum Hovedstadens godkendelse af det nye videncenter for begivenheder - VIBE - er vejen banet for at regionen samler sin viden om eventplanlægning og skaber en fælles begivenhedsplatform og profil.
Centret får plads i Wonderful Copenhagens begivenhedsafdeling, Copenhagen Eventures, der har erfaring med at udvikle, markedsføre og tiltrække internationale begivenheder til hovedstadsregionen. Centret vil derfor trække på afdelingens erfaring med begivenhedsarbejde.
- Centret skal primært handle om to ting. For det første at skabe en platform for kompetenceudvikling - herunder videndeling og koordinering mellem branchens aktører - for det andet at skabe et socialt forum, hvor man kan idéudveksle. Videncentret bliver en kombination af fysiske og virtuelle netværk med fokus på videndeling, workshops, koordinering, kompetenceudvikling og ekspertbistand, forklarer Ulrich Ammundsen, senior projektleder i Wonderful Copenhagen.
14 kommuner med i samarbejdet
Centret henvender sig til en bred målgruppe af kommuner, kultur- og sporteventaktører, turismebranchen, event- og reklamebranchen samt Copenhagen Business School, og allerede nu indgår 14 kommuner og to private aktører som partnere.
Én af de kommuner, der er gået ind i VIBE, er Allerød. Kommunaldirektør Peter Funder udtaler:
- Vi er gået med i VIBE, fordi vi ønsker at give kommunens borgere en fælles oplevelse og styrke vores lokalmiljø med begivenheder. Samtidig giver samarbejdet omkring events en unik mulighed for at skabe fælles billeder for hele regionen - til gavn for nærmiljøet, men også internationalt.
Konkret råd og vejledning
Centret kommer til at benytte sig af forskellige eksterne rådgivere, der også skal fungere som 'rejsehold', med mulighed for at rykke ud til den enkelte begivenhed og rådgive om produktion, økonomi, markedsføring, pr og evaluering. De workshops og uddannelser der tilbydes via videncentret, vil have fokus på den håndværksmæssige side af begivenhedsfaget og handle om bl.a. sponsorsalg, program- og produktionsplanlægning og fundraising. Videncentret vil også etablere et digitalt kommunikationsnetværk, der stiller forskellige kalender-, kontakt og skabelonfunktioner, jobbørs, uddannelse og ledelse til rådighed.
Fakta: Wonderful Copenhagen, repræsentanter fra Vækstforum Hovedstaden og regionens kommuner har udarbejdet en begivenhedsstrategi for hovedstadsregionen. Helt konkret samler begivenhedsstrategien sig om 14 initiativer, der skal realiseres inden 2012. Videncentret er ét af de initiativer og løber over tre år. Find strategien her.
Videncentret er et tre-årigt projekt fra 2009 til 2012 med en samlet budgetramme på 17 millioner, fordelt på 50 pct. EU-midler, 25 pct. fra Region Hovedstaden og 25 pct. fra partnerne.
Print siden