Hot, hottere, København

Aldrig har Danmark og hovedstaden oplevet større mediemæssig opmærksomhed end i det forgangne år.

Omtalen af København i 2009 var uden historisk sidestykke. Alle de største verdensomspændende medier rapporterede fra hovedstaden: Eksempelvis tiltrak IOC-kongressen ca. 1650 journalister fra 44 lande, World Outgames meldte om over 300 akkrediterede medier fra 24 lande, World Cup i Bueskydning 50 journalister fra ligeså mange medier, VM i Taekwondo knapt 200 mediefolk fra 35 lande og klimatopmødet ca. 3.500 akkrediterede journalister fra over 190 forskellige lande. Og i dagene den 10., 11. december lå "Copenhagen" i toppen som søgeord på Google.

Hele verden i København

Wonderful Copenhagens kommunikationsafdeling har derfor i 2009 haft særligt fokus på at servicere udenlandske journalister og udnytte den store mediedækning til at fortælle endnu flere historier om København som en grøn og menneskelig storby. Nogle af de medier Wonderful Copenhagen var i kontakt med under klimatopmødet, var BBC World News, CNN, Reuters, AP, The Guardian, Wall Street Journal og Financial Times - for bare at nævne nogle få.

Der ud over har en lang række udenlandske journalister været inviteret på pressetur i København enten før eller under COP15. Nogle af dem er Welt (DE), Express (UK), Times Online (UK), Beijing News, Shanghai Morning Post (CN), Shanghai Evening Post (CN) og BBC World News. Resultaterne af turene kan ses i de pågældende medier i løbet af 2010. Turene har typisk været arrangeret af Wonderful Copenhagen i samarbejde med VisitDenmark.

København som grøn mødeby
Flere tiltag før og under klimatopmødet får også blivende værdi for byen. Fx blev rekordmange hoteller grønne i 2009. Hele 51 pct. af alle hotelværelser i København fik papir på deres miljøvenlighed i 2009, mens tallet i 2008 blot var 8 pct. Det drejer sig om hoteller, der har opnået et af de tre miljømærker, man som overnatningssted kan få, nemlig turismens miljømærke Green Key, Svanemærket eller det europæiske miljømærke Blomsten. Og i København gælder det altså 5.988 værelser ud af hovedstadens i alt 11.838 hotelværelser.
Mærkningen betyder, at hotellerne skal tage hensyn til miljøet ved at spare på for eksempel vand, el, aircondition og kemikalier, og på landsplan er det hvert tredje hotel, der nu kan kalde sig grønt.

Klimatopmødet var også det første møde, der blev certificeret som verdens første bæredygtige topmøde. En Hvidbog, Copenhagen Sustainable Meetings Protocol (CSMP), vil til februar cementere København som en globalt førende, bæredygtig mødedestination, når den overrækkes til FN af Udenrigsministeriet med en opfordring til, at kommende klimakonferencer og andre internationale møder afvikles efter de retningslinjer, som blev sat i København.

København er cool
Og det tyder på at København stadig er "top of mind" i de udenlandske medier.
Senest har avisen The New York Times offentliggjort en liste over "de hotteste steder at besøge i 2010". Her får København en femteplads på The New York Times liste, foran byer som fx Shanghai, Los Angeles og Istanbul.
Noget af det The New York Times hæfter sig ved, er Københavns mange cykler og cykelstier, det at man kan bade i Københavns Havn samt byens multikulturelle byliv.

Og det engelske anerkendte magasin for konference- og eventturisme "Conference and Incentive Travel Magazine" sætter i sit seneste nummer fokus på Skandinavien, og hylder danske steder som Nimb, DGI-byen, Noma og bar 1105.

Markedsføring for millioner
En ny mediemåling lavet af Wonderful Copenhagen viser, at den samlede online-mediedækning fra oktober til januar var på 144.804 artikler/omtaler worldwide. Den største omtale kom fra USA, Tyskland og Japan, og fra så prominente medier som BBC News, El Pais, The Independent, Die Zeit, Al Jazeera og The Oprah Winfrey Show.

Og ikke bare København men også en række danske virksomheder og institutioner har fået uvurderlig omtale under Klimatopmødet. Eksempelvis fik danske virksomheder omtale i 684 artikler, mens relaterede aktiviteter/begivenheder (som fx HOPENHAGEN på Rådhuspladsen) fik omtale i 974 artikler.

Også Copenhagen Capacity, der arbejder på at tiltrække virksomheder til Danmark, fik et fjerde kvartal med et markant bedre resultat end på de første 9 måneder af 2009. 12 investeringer i det sidste kvartal gjorde at 2009, på trods af hårde markedsvilkår, tegner til at blive et godt år for Copenhagen Capacity.

RELATEREDE ARTIKLER

Copenhagen top of mind

København nummer fem på 'it'-liste

Skandinaviens mest cool eventsteder ligger i København

 




 



 Print siden