Havfruens søster i Tivoli
Selv om Den lille Havfrue forlader Danmark til april for at deltage på verdensudstillingen Expo 2010 i Shanghai, kan danskerne og turisterne fortsat se Den lille Havfrue i Danmark. Det bliver muligt, fordi Tivoli fra den 15. april 2010, får besøg af en original søster til den verdensberømte skulptur. Hun vil sidde i Tivoli Søen til og med efterårsferien i uge 42, 2010.
Det er efterkommere af Edvard Eriksen, som var kunstneren bag den verdensberømte attraktion, der har stillet deres personlige familiekopi af Den lille Havfrue til rådighed.
Lars Liebst, adm. direktør for Tivoli siger:
- Vi er stolte og glade over, at efterkommerne af Edvard Eriksen har lånt Tivoli et stykke uvurderlig kulturhistorie. Familien har stillet den til rådighed ud fra ønsket om, at alle fortsat skal kunne se Den lille Havfrue på tætteste hold, mens 'søsteren' repræsenterer Danmark på verdensudstillingen i Kina. Det synes jeg er en smuk gestus, og vi er beærede over, at det er gæsterne i Tivoli, der skal have den unikke oplevelse i sommeren 2010.
Barnebarnet, Alice Eriksen, siger:
- Vi har i familien besluttet, at danskerne og turisterne i København fortsat skal kunne opleve Den lille Havfrue, mens Havfruen fra Langelinie er i Kina. At valget faldt på Tivoli skyldes Havens eventyrlige magi, og jeg er sikker på, at min farmor, som oprindelig sad model for min farfar, da han skabte Den lille Havfrue, ville have ønsket denne placering, når nu Havfruen på Langelinie skal til Shanghai.
Læs mere på www.mermaidsculpture.dk
Relaterede artikler:
Derfor skal Havfruen til Shanghai
DEBAT: Send den lille Havfrue til Shanghai
Print siden