Copenhagen top of mind
Verdens største søgemaskine Google taler sit klare sprog. København er på alles læber i disse COP15-tider og giver hovedstaden uvurderlig omtale.
I sidste uge toppede "Tiger Woods" listen over mest søgte ord på søgemaskinen Google. I denne uge må han se sig slået af "Copenhagen", der i øjeblikket ligger nummer to på Google Trends - i skrivende stund kun overgået af "Obama Nobel".
BBC, CNN, Reuters, AP, The Guardian, Wall Street Journal og Financial Times er bare nogle af de medier, der kontakter Wonderful Copenhagen dagligt for at høre om det grønne København. Topmødet rydder forsider verden over, og for hver gang København nævnes giver det opmærksomhed på et niveau, der er svært at gøre op i kroner og øre.
Grønt København giver genklang
- Vi bruger den internationale markedsføring og de miljømæssige værdier COP15 har fokus på, til at fortælle journalisterne historien om den danske hovedstad som en grøn og menneskelig storby, og det kan vi se giver genklang i den internationale presse. COP15 værtskabet er prikken over i'et på en grøn linje, København har dyrket længe, siger Peter Rømer Hansen, udviklingsdirektør i Wonderful Copenhagen.
- IOC gav København den mest massive mediedækning af en verdensomspændende københavnerbegivenhed nogensinde. At året afrundes med to så betydningsfulde begivenheder får for alvor cementeret Københavns placering i folks bevidsthed. København er ikke bare "top of mind" på Google lige nu. Omtalen af København og Danmark ville vores markedsføringsbudget for de næste ti år end ikke kunne opveje.
I 2008 viste Wonderful Copenhagen hovedstaden frem for godt 800 internationale journalister og arrangerede presseture med fokus på bl.a. økologi, arkitektur, mode, design, gastronomi og København som cykelby.
Få inspiration til grønne københavnerhistorier hos Wonderful Copenhagens kommunikationsafdeling.
Print siden